Muligt farvel til AaB - stor interesse for gratis Enevoldsen

fcm-aab
COP106 . FC Midtjylland - Aab, Superliga, MCH-Arena, Herning : Aabs Thomas Enevoldsen mod FC Midtjyllands Kristoffer Olsson
Læs mere
Fold sammen

Thomas Enevoldsen har kontraktudløb med AaB til sommer og overvejer fremtiden

Thomas Enevoldsen skiftede i sommer tilbage til AaB efter seks år i udlandet.

AaB lejede offensiv-spilleren i hele sæsonen i belgiske Mechelen, og når lejeaftalen udløber til sommer, så er Enevoldsens oprindelige kontrakt også afviklet.

En gratis Enevoldsen er blevet noteret i flere klubber. Efter en langsom opstart ovenpå en længere skadesperiode i Belgien kom Enevoldsen i omdrejninger i slutningen af efteråret. Han scorede blandt andet vigtige mål mod Dynamo Kiev og Steaua Bukarest i Europa League, og det gav ham rigeligt med opmærksomhed.

Ifølge BTs oplysninger har både Superliga-klubber samt europæiske klubber forhørt sig på Enevoldsen, der kan hentes på fri transfer.

»Der er ingen tvivl om, at der er kommet stigende interesse efter min afslutning på efteråret, hvor jeg endelig følte, at jeg var ved at ramme mit tidligere niveau. Det har været en lang sej kamp tilbage, fordi jeg ikke har spillet regelmæssigt i flere år. Men jeg synes, at jeg fik vist, at jeg er ovenpå igen, og det har også ført til interesse fra klubber,« siger Thomas Enevoldsen til bt.dk.

Han ønsker ikke at kommentere på konkrete klubnavne. Men AaB er absolut stadig inde i billedet. Efter transfervinduets lukning 2. februar er det ventet, at sportsdirektør Allan Gaarde vil tage en snak med Enevoldsen om fremtiden, hvor der eventuelt kommer et kontrakttilbud på bordet.

»Jeg er selvfølgelig stadig meget interesseret i at høre, hvad AaB siger. Det var her, jeg ville tilbage til i sommer, og jeg føler mig godt tilpas i klubben. Men selvfølgelig er jeg åben for det hele, så længe der ikke er noget på plads med AaB,« forklarer Enevoldsen.

Selv om han er kærester med håndboldlandsholdsspilleren Lærke Møller, der spiller i Team Tvis Holstebro, så er det ikke ensbetydende med, at udlandet er udelukket igen.

»Jeg kunne faktisk godt tænke mig at komme tilbage og spille i Holland. Der er nogle muligheder, men vi må se, hvad der sker, når vi kommer længere hen i foråret. Min helt store drøm er at spille i England. En god Championship-klub ville være helt fint at få lov til at prøve. Jeg er 28 år til sommer, så det skal også til at være nu, hvis jeg skal prøve det,« vurderer AaB-spilleren, der var med Danmark til VM i Sydafrika.