Danmarks fodboldherrer kvalificerer sig til VM næste sommer med enten en sejr eller uafgjort i Skotland tirsdag aften.
Taber Danmark, får holdet en ny chance i playoffkampe til marts næste år.
Og medmindre der sker flere meget store overraskelser i de resterende gruppekampe, bliver Danmark seedet i øverste lag blandt de 16 playoff-deltagere, hvilket er en markant fordel.
De fire topseedede hold undgår således hinanden og er desuden garanteret hjemmebane i den første af to playoffkampe.
16 hold dyster om fire VM-billetter i den europæiske playoff. Herunder følger overblikket.
Sådan afvikles playoff:
* De 16 hold fordeles på fire miniturneringer med hver én VM-billet på spil. Lodtrækningen hertil er torsdag den 20. november.
* Holdene fra seedningslag et og to spiller 26. marts hjemme mod holdene fra seedningslag tre og fire i semifinalerne.
* Vinderne af semifinalerne mødes 31. marts i én kamp om en VM-billet. Den forudgående lodtrækning 20. november afgør, hvem der har hjemmebanefordel i finalen.
Deltagerne i playoff:
* 12 toere fra VM-kvalifikationens gruppespil bliver seedet ud fra verdensranglisten i seedningslag et, to og tre.
* Italien, Ukraine, Tjekkiet, Irland og Albanien er bekræftede playoff-deltagere som toere. Slovakiet, Kosovo, Tyrkiet, Polen, Bosnien-Hercegovina kommer formentligt også med, mens det er mere åbent mellem Danmark og Skotland samt Wales og Nordmakedonien.
* Fire nationer, der er kvalificeret til playoff via Nations League, udgør seedningslag nummer fire. Det bliver Sverige, Rumænien, Nordirland og enten Wales eller Nordmakedonien.
Kilde: Uefa.
/ritzau/
