Mourinho vil ikke gøre Hazard til syndebuk

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Chelseas belgiske stjernespiller Eden Hazard havde alle muligheder for at blive helten, der sikrede det engelske hold alle tre point i Champions League-udekampen mod Maribor, da han med fem minutter igen fik chancen fra straffesparkspletten. Men han brændte, og så endte kampen 1-1.

Manager Jose Mourinho ville efterfølgende ikke udpege Hazard som syndebuk.

- Når en spiller spiller så godt som Eden Hazard, kan han sagtens brænde et straffespark og stadig være den bedste på mit hold. Vi betalte prisen for en dårlig første halvleg, og deres målmand var fantastisk, sagde Mouinho til BBC og uddybede:

- I første halvleg spillede vi ikke godt. Jeg var ikke tilfreds med holdet eller præstationen. Jeg skiftede i pausen med en overbevisning om, at det ville blive bedre. Og jeg fik ret, men de (Maribor, red.) scorede. Deres sejrstro var større, og vores spillere begyndte at føle presset.

Under kampen viste Mourinho sin tydelige utilfredshed med kampens italienske dommer, Daniele Orsato, men det ville portugiseren ikke fokusere på efterfølgende.

- Dommeren har jeg en lang fortid med fra min italienske tid, men det spor vil jeg ikke ind på. Jeg vil hellere rose et hold (Maribor, red.), der gav alt og kæmpede fantastisk.

Chelsea fører fortsat sin Champions League-gruppe med tre point ned til Schalke 04 på andenpladsen.