Motionscykelløb lokker Peter Sagan til start i Danmark

Efter Tour de France deltager verdens største cykelstjerne i et motionsløb et endnu ukendt sted i Danmark.

Verdensmester Peter Sagan stiller til sommer til start i et motionscykelløb i Danmark.

Den 27-årige slovak kommer forbi et endnu ukendt sted i Danmark 29. juli for at deltage i cykelløbet, der endnu ikke har fået et navn.

Den tidligere cykelrytter Jens Veggerby er blandt arrangørerne og bekræfter over for Ritzau, at det er lykkedes at få de senere års største internationale cykelnavn til start.

- Vi har en kontrakt og en god vare. Nu skal vi bare finde det rigtige udstillingsvindue, siger Veggerby.

- Vi har forhandlet med forskellige danske byer og gør det stadigvæk, og som udgangspunkt kommer løbet til at hedde et bynavn og så Classic.

- Det kunne være Copenhagen Classic eller Aarhus Classic, siger han.

Jens Veggerby regner med, at der inden for to uger vil være en aftale på plads med en værtsby eller kommune.

Motionscykelløbet arrangerer han sammen med blandt andre komikeren Casper Christensen og natklubejerne Simon Frank, Simon Lennet og Kim Thurmann.

Sammen blev de enige om at få en stjerne til start.

- Vi sad seks mand, tror jeg, og fire af os pegede på Peter Sagan.

- Så ringede jeg til ham, og vi fik hurtigt svar tilbage. Herefter forhandlede vi lidt, da han er en professionel sportsmand og har en pris. Det er jo ikke bare noget, han gør for at se Danmark, siger Jens Veggerby.

Motionscykelløbet kombineres med en større fest, hvor Veggerbys medarrangører bliver hovedkræfterne.

Peter Sagan har vundet VM de seneste to år. Samtidig er han kommet først over målstregen i flere store endagsløb og i Tour de France.

Før denne sæson er slovakken skiftet til det tyske cykelhold Bora-Hansgrohe.

/ritzau/