Morten Olsen sover roligt trods nederlag i Rumænien

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Morten Olsen ramte sin debutant nummer 123, da han tog den første del af konceptet testkamp helt alvorligt og gav fire mand deres første landskampe.

Derfor var den danske landstræner heller ikke sur og rasende over nederlaget til Rumænien efter 90 knapt så opmuntrende danske minutter i Bukarest i går aftes.

- Den gode fornemmelse er ikke ødelagt. Vi vidste på forhånd, at det var Serbien-kampen, der var den vigtigste kamp, og hvor vi kunne stille med de spillere, vi gjorde. Vi har en god fornemmelse, når vi går ind i det nye år, og det er det, vi skal tage med. Det her var mere eller mindre et eksperiment, og derfor kalder jeg det også en gratis kamp. Men jeg kan ikke lide at tabe fodboldkampe, og jeg har en dårlig fornemmelse, hvad det angår, sagde Morten Olsen til Kanal 5.

Morten Olsen fik altså testet igennem med Lucas Andersen fra Ajax, AaB's Nicolaj Thomsen og FC Nordsjællands Anders Christiansen fra start, mens Kian Hansen, der nu spiller i franske Nantes, kom ind til sin debut i 2. halvleg.

De skulle ses an på et Morten Olsen-hold, når nu landstræneren ikke har et ligalandshold at se i hvert fald de to af dem an på i januar. Lucas Andersens mundskade og efterfølgende tvungne udskiftning allerede i 1. halvleg var derfor en ekstra stor bet.

- Det er ikke en kamp, der kommer til at holde mig vågen. Du kender årsagerne til nederlaget, og du ved, at det her ikke er et sammenspillet hold. Derfor må du også kigge realistisk på, hvad vi stillede med. Det kan nogle gange gå rigtig godt, og derfor var det ærgerligt med Lucas Andersens skade.

- Det var ikke et hold, som det har været i de første kvalifikationskampe. Det kan det aldrig blive, når du i første omgang starter med tre debutanter, og samtidig fik Kian Hansen ind også til debut. Det var positivt, at vi fik set nogle nye, unge mennesker tage kampen op med de andre. Dem følger vi også i foråret, når vi skal udtage det første hold.