Morten "Duncan" Rasmussen skifter til polsk fodbold

Morten "Duncan" Rasmussen har fået en kontrakt på halvandet år hos den polske klub Pogon Szczecin.

Foto: Henning Bagger. Morten "Duncan" Rasmussen skifter fra AGF til polske Pogon Szczecin på en halvandet år lang kontrakt.(Foto: Henning Bagger/Scanpix 2018)
Læs mere
Fold sammen

Fodboldspilleren Morten "Duncan" Rasmussen skifter fra AGF til polske Pogon Szczecin på en halvandet år lang kontrakt.

Det meddeler den polske klub på sin hjemmeside.

Angriberen, som med 145 mål er den mest scorende nogensinde i Alka Superligaens historie, bestod tirsdag lægetjekket hos Pogon Szczecin.

Klubben er sidst i den polske liga med 17 point for 21 kampe.

I januar 2016 - ti år efter at han havde forladt AGF - blev "Duncan" præsenteret som spiller i den aarhusianske klub.

Her havde han forventet at slutte sin karriere, men nu stikker han som 32-årig igen til udlandet.

Det sker efter en periode, hvor han i Superligaen ikke fik tilfredsstillende nok med spilletid under træner David Nielsen.

- "Duncan" har fået mulighed for et sidste udenlandseventyr, som vi ikke vil stå i vejen form, indleder sportschef i AGF, Peter Christiansen.

- Det er ingen hemmelighed, at Duncan ikke havde udsigter til at spille så meget, som han tidligere har gjort, hvad der naturligvis ikke er tilfredsstillende for en ambitiøs angriber som ham.

- Så sammenholdt med hans ønske om at komme ud en måske sidste gang, er det her den bedste løsning for alle parter, uddyber sportschefen.

/ritzau/