Mors-Thy mister sin succesfulde træner
Dennis Bo Jensen forlader Mors-Thy Håndbold, hvor han ellers for nylig har forlænget sin kontrakt.

Dennis Bo Jensen forlader Mors-Thy Håndbold, hvor han ellers for nylig har forlænget sin kontrakt.

Det er ikke mere end et par måneder siden, at Mors-Thy Håndbold forlængede aftalen med sin succesfulde cheftræner, Dennis Bo Jensen. Men nu ophører samarbejdet.
Det skriver klubben fra herrernes håndboldliga på sin hjemmeside søndag formiddag.
- Baggrunden er, at han (Dennis Bo Jensen, red.) har fået en unik mulighed, som han vurderer, er det rigtige for ham og hans familie, og han har derfor krævet at komme ud af sin nye kontrakt indgået i april, skriver Mors-Thy.
Dennis Bo Jensen er ifølge blandt andet TV 2 på vej til Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, som tidligere på måneden fyrede træner Simon Sørensen. Bjerringbro-Silkeborg har dog ikke bekræftet den historie.
Dennis Bo Jensen førte i den seneste sæson Mors-Thy til DM-semifinalerne, hvor klubben måtte se sig slået af de senere danske mestre fra Aalborg Håndbold.
Samarbejdet har med andre ord været positivt, og direktør Ian Marko Fog er da også ærgerlig over bruddet.
- Vi har naturligvis gjort alt for at få Dennis Bo Jensen til at fortsætte i rollen som cheftræner. Det har dog ikke været muligt at ændre hans beslutning, siger Ian Marko Fog.
- Timingen er langtfra optimal. Vi tror dog ikke på, at det gavner holdet eller klubben at tvinge ham til at blive mod sin vilje, og på det grundlag har vi valgt at efterkomme hans ønske og frigive ham mod en betydelig kompensation.
I første omgang overtager assistenttræner Henrik Tilsted ansvaret, og Mors-Thy går nu i gang med at finde den rette løsning for trænerteamet.
/ritzau/