Første spillerunde i håndboldturneringen European League blev en blandet fornøjelse for de danske deltagere.

Ude mod islandske Valur løb Mors-Thy ind i et overraskende klart nederlag på 28-39, mens TTH Holstebro slap fra mødet med tjekkiske Karvina med en sejr på 33-23.

Det danske mandskab var bookmakernes favorit til opgøret i Reykjavik, men værterne viste sig at være svære at knække.

Valur scorede stort set efter behov, og særligt højrebacken Arnór Snær Óskarsson gjorde ondt på Mors-Thys forsvar med sine ti mål.

I den anden ende gjorde Oliver Wosniak og Simon Skovhus Jensen deres for at holde gæsterne inde i kampen med hver seks scoringer, men det blev aldrig Mors-Thys aften.

Foruden Valur er Mors-Thy i gruppe med Tatabanya fra Ungarn og Grossist Slovan fra Slovenien. Kun de to bedste går videre til slutspillet, hvor halvdelen af holdene fra Champions League støder til.

Premiererunden gik bedre for TTH Holstebro, som besøgte Karvina til holdets første europæiske gruppekamp i over seks år.

Ved pausen førte TTH med fem mål, og efter pausen blev forskellen på de to hold blot understreget yderligere.

Johannes Berg blev med seks mål topscorer for det danske hold, som i næste runde står over for portugisiske Benfica.

Også spanske Torrelavega er en del af gruppen.

RITZAU