Den tidligere håndboldstjerne Bojana Popovic får nu ro til at koncentrere sig om jobbet som assistent for Helle Thomsen på Danmarks kvindelandshold i håndbold.

Popovic er blevet sat fra bestillingen i den montenegrinske håndboldklub ZRK Buducnost fra Podgorica.

I en nyhed på klubbens hjemmeside lyder det, at Popovic er blevet opsagt efter fem års ansættelse som cheftræner i klubben.

Ifølge klubben har parterne brugt de seneste dage på at nå frem til en fratrædelsesaftale.

I sidste uge var Popovic i Danmark for at varetage sit nye job som assisterende landstræner. I den forbindelse fortalte hun, at hun ikke ville flytte til Danmark på grund af cheftrænerjobbet i hjemlandet.

Som aktiv var hun en af verdens bedste bagspillere, og hun spillede blandt andet for Slagelse og Viborg.

Efter sin aktive spillerkarriere har hun trænet storklubben i hjemlandet, og sideløbende har hun også været montenegrinsk landstræner i perioden 2021-2024. I 2022 førte hun overraskende Montenegro til EM-bronze.

/ritzau/