Monaco-træner væmmes over racistiske råb mod spiller

Aurelien Tchouameni blev udsat for racistiske tilråb, efter at han havde scoret for Monaco mod Sparta Prag.

Aurelien Tchouameni (til højre) fejrer her sin scoring for Monaco mod Sparta Prag, men den franske ungdomslandsholdsspiller blev herefter udsat for racistiske tilråb. Vit Simanek/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Monacos 2-0-sejr ude over Sparta Prag i Champions League-kvalifikationen tirsdag aften blev skæmmet af racistiske tilråb mod kampens første målscorer, Aurelien Tchouameni.

Han og hans holdkammerater løb over til Monacos træner, Niko Kovac, og dommer Michael Oliver, da der lød racistiske tilråb mod Aurelien Tchouameni fra tilskuerpladserne efter scoringen i første halvleg.

Herefter afbrød Michael Oliver kampen i nogle minutter, mens der blev vist en besked på måltavlen og sendt besked ud i højttalerne om, at kampen ville blive stoppet, hvis det gentog sig.

»Vi er alle meget kede af det og væmmes over, at det fortsætter i det 21. århundrede,« siger Niko Kovac ifølge nyhedsbureauet AFP.

»En fodboldbane er en del af verden. Den slags attituder bliver nødt til at blive stoppet. Jeg håber, at det ikke sker igen.«

»Vi vandt kampen, og vi vandt også over racismen,« siger Monaco-træneren.

Kevin Volland scorede i anden halvleg til 2-0 for Monaco, som dermed fik skabt sig et godt udgangspunkt for at avancere fra tredje kvalifikationsrunde i Champions League.

/ritzau/