Moldovisk FCM-angriber savner familien

Serghei Dadu brændte et hav af chancer i aftenens UEFA Cup-kamp på SAS Arena, måske fordi der er mange tanker ved familien hjemme i Moldova.

FC Midtjyllands angriber fra Moldova, Serghei Dadu, var manden i fokus i aftenens kamp på SAS Arena i Herning, hvor FCM uden problemer vandt 5-2 over finske Haka. Godt nok scorede Dadu en enkelt gang i første halvleg, men det lykkedes også for den moldoviske landsholdsspillere at brænde et straffespark og fire-fem åbne muligheder i den chancerige anden halvleg. Det betød, at Dadu var mellemfornøjet efter kampen. Måske fordi han mangler sin kone og to små døtre.

- De er hjemme i Moldova og kan ikke få opholdstilladelse her i Danmark. Måske kan de komme herop om et par uger på et turistvisum. Det håber jeg meget, sagde Dadu efter kampen.

/ritzau/