Mørkov bliver nummer fem i Tour of California

Tour of Californias første etape endte i en massespurt, hvor Peter Sagan vandt sin 17. sejr.

Danske Michael Mørkøv fra Deceuninck-Quick Step bliver nummer fem ved første etape af Tour of California.

Den slovakiske supermand Peter Sagan (Bora-Hansgrohe) vandt etapen efter en spurt, hvor han henviste Travis McCabe fra det amerikanske cykellandshold, der deltager for første gang, og tyske Maximilian Walscheid fra Team Sunweb til anden- og tredjepladsen.

Det skriver sportsmediet cyclingnews.com.

Det var Sagans 17. etapesejr ved Tour of California, men den tredobbelte verdensmesters første sejr i sæsonen siden løbet Tour Down Under i januar.

Den pandekageflade etape begyndte vest for Sacramento og endte inde i byen.

Michael Mørkøv ledte an i Deceuninck-Quick Steps sprinttog, der kørte for hollandske Fabio Jakobsen.

Spurten slog dog fejl, og derfor blev Mørkov holdets bedste mand på etapen.

Sagans etapesejr giver slovakken løbets førertrøje inden anden etape.

Natten til tirsdag dansk tid skal rytterne køre anden etape fra Rancho Cordova til South Lake Tahoe.

Ud over Mørkov kører danske Kasper Asgreen også med for Deceuninck-Quick Step.

/ritzau/