65 procent af førsteserverne gik ind, og 78 procent af dem endte i point.

Den danske tennisspiller Elmer Møller servede godt, da han fredag pressede den tidligere verdensstjerne Grigor Dimitrov, men i sidste ende tabte Davis Cup-dysten.

- Jeg har arbejdet godt med serven, og jeg synes, at jeg servede godt.

- Jeg har godt nok også fået nogle hug for den i alle retninger, konstaterer Elmer Møller.

Han hentyder til, at medierne har været ude med riven, når det kommer til hans serv.

- Jeg må indrømme lidt, at jeg ikke har syntes, det var så slemt, som det er blevet gjort til. Pludselig kom min serv i alle medier, og det handlede om, hvor ringe den var. Jeg synes, at jeg i perioder har servet ok, selv om det aldrig har været mit bedste slag.

Ikke desto mindre har Elmer Møller haft fokus på at forbedre serven på det seneste.

- Jeg har ændret lidt på nogle tekniske ting, men det vil jeg helst ikke dele for meget af, lyder det fra Elmer Møller.

- Men ellers har jeg bare servet mere. Jeg tror, at nogle gange har man en tendens til at slå mange grundslag til træning og glemmer lidt at serve nok. Jeg tror, det handler om at bruge tid på den og være opmærksom på den, og så handler det meget om gentagelser.

Fredag vandt han første sæt i tiebreak mod Dimitrov, der tidligere i karrieren var nummer tre i verden. Bulgareren vendte kampen på hovedet ved at vinde de to næste sæt med 6-3, 6-4.

- Han begyndte at serve bedre, og så har han bare mere rutine, end jeg har.

- Jeg følte, at jeg var helt med, indtil han brød til 5-4 i tredje sæt. Så var løbet lidt kørt, erkender Møller.

Holger Rune udlignede senere til 1-1, der var stillingen efter fredagens singler.

Elmer Møller kan ende med at spille den altafgørende dyst lørdag, hvis stillingen er 2-2, når der er spillet en double og den første single.

RITZAU