Der var drama for alle pengene, da Holger Rune onsdag aften røg ud af French Open.
For undervejs i kvartfinalen var det nemlig tydeligt for de fleste, at det var en dansk tennisstjerne, som kæmpede med store frustrationer.
Noget, som ifølge kampens modstander, norske Casper Ruud, blot viser, at det unge danske stortalent har et stykke arbejde at gøre på det modenhedsmæssige plan.
»Jeg kender ikke Holger personligt, men jeg har set på tv, at der til tider kan være meget drama. Han er ung og ny, så det kan undskyldes, men når man står på en stor scene, er det måske på tide at blive voksen,« sagde nordmanden på det efterfølgende pressemøde.

Her fortalte han ligeledes, hvorfor han, da de to rivaler skulle sige tak for kampen, rystede på hovedet af den danske tennissensation.
»Han kigger knap nok på mig, og så kigger han væk og siger ingenting. Jeg synes, tennis er en gentlemansport, og man skal takke for kampen, når en kamp er slut. Der var ikke noget at hente fra ham, og derfor nyttede det ikke at give noget tilbage,« lød det fra Ruud.
Udover episoden, da kampen blev afgjort, bed den norske semifinalist ligeledes mærke i, hvordan den 19-årige dansker flere gange viste sin utilfredshed på banen.
Faktisk var det ikke noget, som nordmanden kunne undgå at lægge mærke til, fortalte han:

»Jeg har ikke tænkt mig at stå her og sige, at han opfører sig dårligt, men der er meget råb, skrig og en lille smule drama til tider. Men hvis det er det, han vil sige, og den måde, han vil opføre sig på, så er det op til ham.«
I den danske lejr undrer Holger Rune sig dog over, hvorfor den kritik rettes hans vej.
»Jeg har sagt nok gange i pressen, at han er en fantastisk spiller, så jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Jeg har masser af respekt for ham,« forklarede danskeren kort efter onsdagens kamp.
Holger Rune tabte kampen med cifrene 1-6, 6-4, 6-7, 3-6 og missede dermed muligheden for at spille sig i semifinalen.
Efter kampen var det dog ikke kun Casper Ruuds kritik, der stjal opmærksomheden.
Også en særlig episode med danskerens mor, Aneke Rune, på tilskuerpladserne fik en masse fokus.
Den historie kan du læse mere om HER.