Modgang har gjort Lindstrøm til en bedre fodboldspiller
Efter flere udlejninger uden den store succes har Jesper Lindstrøm fundet fodboldglæden i østrigske Salzburg.

Efter flere udlejninger uden den store succes har Jesper Lindstrøm fundet fodboldglæden i østrigske Salzburg.

Jesper Lindstrøms fodboldkarriere har været en rutsjebanetur, siden han skiftede fra Eintracht Frankfurt til Napoli i sommeren 2023.
I de seneste tre år er offensivspilleren blevet udlejet til Everton, Wolfsburg og Salzburg i noget af en nomadetilværelse.
- Jeg har haft en hulter til bulter-karriere indtil videre. Jeg har flyttet fire gange på fire år - og spillet i fire ligaer på fire år.
- Men jeg er et sted nu, hvor jeg virkelig føler mig tryg, og jeg glæder mig til næste kamp og næste træning, siger Lindstrøm.
Sommerens skifte på lejemål til østrigske Salzburg efter et kaotisk transfervindue har vist sig at være et godt valg.
Lindstrøm genfandt glæden ved at spille fodbold, og det er blevet til tre mål og to oplæg i ti kampe for Salzburg.
Til sammenligning lavede han ingen mål i 29 kampe for både Napoli og Everton, og det blev heller ikke til mål i 15 kampe for Wolfsburg. Han blev dog noteret for en enkelt assist i Everton-trøjen.
Det står i kontrast til den nuværende form, der førte til en udtagelse til det danske landshold til de kommende Nations League-kampe mod Portugal og Norge.
- Det er fantastisk. Især efter at jeg har været igennem så hård en periode. Jeg har haft tanken, om jeg nogensinde kunne spille frit igen og nyde at spille fodbold, fordi der har været så mange problemer, siger han.
Opholdet i Østrig er dog forbundet med en vis usikkerhed.
Lindstrøm har ikke alt på plads endnu i sit hus. Og med syv måneder tilbage af sæsonen ved han ikke, om han skal bo der næste sommer. Han har kontrakt med Napoli frem til sommeren 2028.
- Det er mega stressende. Jeg har heldigvis en kæreste og en god familie, der hjælper mig og sørger for at fikse ting, så jeg kan fokusere på at være sund og rask og spille fodbold, siger han.
Han fik sit gennembrud i Brøndby og nåede flere succesfulde sæsoner i Frankfurt, inden han ramte karrierens første modgang. En modgang, han i dag bruger positivt.
- Jeg er en meget bedre fodboldspiller nu, end jeg var før den periode. Da jeg var i Frankfurt, var jeg en ung knægt på 21, der bare havde det sjovt med at spille fodbold.
- Men det har 100 procent modnet mig. Jeg laver mine ting nu, jeg laver mine øvelser efter træning, jeg spiser bedre og får min søvn. Jeg er meget mere professionel, forklarer 26-årige Lindstrøm.
Han har lagt de dårlige vaner fra sig.
- Nu er jeg et sted, hvor jeg ikke bare sidder og spiller computer til sent ud på natten - og spiser den ene burger efter den anden.
- Jeg kan ikke præstere på højt niveau, hvis jeg gør det. Jeg er nødt til at spise sundt og tage vare på min krop, siger Lindstrøm.
Da alt kørte på skinner for det fremstormende talent, var han ikke lige så opmærksom på de krav, han var nødt til at stille til sig selv.
- Da jeg var 21 år, levede jeg i en drømmeverden. Jeg tog til Frankfurt, og vi vandt Europa League, og sæsonen efter spillede vi i Champions League.
- Det hele var bare fedt. Så jeg havde ikke haft den modgang, som jeg fik i Napoli, som jeg fik i Everton, og som jeg fik i Wolfsburg.
- Jeg har lagt et pres på mig selv om, at jeg ikke vil tilbage til det. Jeg bliver nødt til at gøre mine ting for at kunne vedligeholde min form og min glæde, siger han.
For Lindstrøm handler det mest om de forventninger, han har til sig selv.
- Jeg er ligeglad med, hvad folk siger eller tænker. For mig handler det om at lægge en plan for mig selv. Overholder jeg ikke den plan, slår jeg mig selv oveni hovedet. Eller også gør min mentaltræner.
- Det er punkter, jeg ved, jeg kan kontrollere. Det er mig selv, jeg skuffer, hvis jeg ikke overholder dem, påpeger Lindstrøm.
RITZAU