Mistanken står stærkt tilbage

Bjarne Riis vil ikke hive Jörg Jaksche i retten. En dum beslutning, for nu kommer tyskerens påstande om doping på CSC til at leve videre i bedste velgående.

Foto: Bax Lindhardt Fold sammen
Læs mere

Bjarne Riis er en presset mand i øjeblikket, ingen tvivl om det. Godt nok kom dopingmistanken mod hans CSC-hold ikke til at fylde så meget under Tour de France, som de fleste nok havde ventet, fordi der med Michael Rasmussen i hovedrollen var mange andre til at fylde såvel danske som udenlandske medier med dopinghistorier. Men gårsdagens melding fra advokat Henrik Schlüter, som er formand for Riis Cycling, selskabet bag Team CSC, signalerer ingen selvtillid og optimisme.

Til nyhedsbureauet Ritzau sagde Henrik Schlüter nemlig, at Team CSC og Bjarne Riis har opgivet at hive den tidligere CSC-rytter Jörg Jaksche i retten. Tyskeren, som kort tid før Tour de France erklærede, at Bjarne Riis var bekendt med, at der var tale om doping på CSC-mandskabet.

Årsagen er ifølge Henrik Schlüter, at man efter kontakt med en tysk advokat har vurderet, at chancen for at vinde en injuriesag mod Jörg Jaksche er for lille.

Hvis det handler om tid og penge, kan det godt være, at beslutningen er fornuftig nok. Men hvis det handler om Bjarne Riis troværdighed, mener jeg bestemt ikke, der er tale om den rigtige beslutning. Ikke mindst fordi Jörg Jaksche nogle dage efter, at han udtalte sig om sine dopingsamtaler med Bjarne Riis i det tyske magasin Der Spiegel, fastslog, at han havde beviser for sine påstande.

»Jörg Jaksche har fortalt sandheden, og vi imødeser eventuelle sagsanlæg med sindsro. Enhver der bestrider det bør overveje, at ikke kun Jörg Jaksche, men også andre kørere og personer har haft kendskab til det. Hvis Jörg bliver angrebet, vil han lægge beviserne frem, helt sikkert,« som hans advokat Michael Lehner sagde til Ritzau.

Selvfølgelig kan retssager være opslidende og stjæle fokus fra andre ting, og det kan da også godt være, at det kunne blive svært at vinde en sag mod Jörg Jaksche, men Bjarne Riis burde alligevel få tyskeren til at komme med de beviser. Bjarne Riis burde få alt frem i denne sag hvis han altså ikke har noget skjule.

Selvfølgelig kan det være, at Bjarne Riis har noget at skjule, men jeg sidder også tilbage med en fornemmelse af, at han ikke orker en retssag. Jeg tror ikke, han ønsker at skabe yderligere opmærksomhed omkring sin person og Jörg Jaksches påstande.

Jeg sidder ligeledes tilbage med den fornemmelse, at Bjarne Riis ikke forstår, at det er vigtigt at sende et signal om, at han intet har at skjule. Det her handler ikke om at vinde en retssag, det handler om troværdighed, og hvad det angår, har Bjarne Riis, der tidligere i år erkendte, at hans egen storheds tid som rytter var bygget på et fundament af doping, brug for al den medvind, han kan få.

Det kan sagtens være, at virksom­heden CSC heller ikke ønsker en retssag med risiko for yderligere dårlig omtale, men mistanken mod Bjarne Riis som en CSC-holdejer, der har været bekendt med doping på sit hold, er på ingen måde blevet mindre med dette valg. Tværtimod.

Måske er påstandene lige nu ikke så belastende, men det kan de meget vel blive igen på et senere tidspunkt. Måske endda meget snart, for Michael Rasmussen-føljetonen bliver ikke ved med at være det altoverskyggende tema, når det handler om dansk cykling.