Minusgrader i Barcelona sløjfer Magnussens frokost

På grund af kulde bliver tirsdagens Formel 1-test en ni timer lang session for Kevin Magnussen.

Romain Grosjean og Kevin Magnussen er igen i år kolleger hos Haas. Scanpix/Jose Jordan Fold sammen
Læs mere

Tirsdagens Formel 1-test i Barcelona bliver en lang test i stedet for to kortere.

Da kørerne trillede ud på Circuit de Catalunya-banen tirsdag morgen, viste temperaturmåleren minusgrader. Siden har temperaturen passeret frysepunktet, men de vanskelige forhold har aflyst frokostpausen.

Det oplyser arrangøren på Twitter.

»Der bliver ingen frokostpause i dag. Træningssessionen vil vare fra klokken 9.00 til 18.00,« lyder det.

Magnussen var første mand på banen tirsdag, og han kunne hurtigt give sit team besked om de vanskelige vejrforhold.

»Raceren føles god, men det er ekstremt koldt,« lød det fra danskeren ifølge Haas' Twitter-profil.

Tirsdag klokken 10.55 er det kun to af de ti testkørere, der har sat en omgangstid.

/ritzau/