Millar: Det er en tragedie

Cykelrytteren David Millar er rystet over, at kollegaen Alexandre Vinokourov er testet positiv for bloddoping

Samtidigt med, at nyheden om Alexandre Vinokourovs positive dopingprøve slap ud på den sidste hviledag inden Tour de France afsluttes søndag, afholdt cykelholdet Saunier Duval pressekonference. Og skotten David Millar, der tidligere har afsonet en to år lang karantæne for brug af epo, var rystet, da han hørte om Tourens seneste dopingtilfælde.

- Jesus Kristus, det kan man da kalde perfekt timing, lød det med en blanding af vantro og sarkasme fra skotten, der ellers respekterede Vinokourov som rytter.

- Det gør mig virkelig ked af at høre, for han er en af mine favoritryttere i feltet. Hvilken tragedie, sagde Millar, inden han lagde mikrofonen fra sig. /ritzau/