Efter ti kampe uden nederlag har AC Milan meldt sig ind i en uhyre tæt strid om førstepladsen i Serie A.

Det er en kendsgerning efter en 1-0-sejr over Roma søndag aften i et opgør, der ellers havde chancer nok til en håndfuld mål eller mere.

Den store serbiske stopper Strahinja Pavlovic blev matchvinder kort før pausen, da han fra eget felt satte i sprint i en omstilling og satte indersiden på et fremragende stykke forarbejde af den portugisiske offensivspiller Rafael Leão.

Forklaringen på den lave score var en blanding af uskarpe offensivspillere og stærke keepere.

Romas Mile Svilar strålede med flere store redninger, og i slutfasen pillede hjemmeholdets franske landsholdskeeper Mike Maignan et straffespark fra Paulo Dybala.

Efter en søndag, hvor Inter vandt 2-1 over Verona efter danske Martin Freses selvmål i overtiden, ligger fire hold nu inden for ét point i toppen af tabellen.

Napoli fører an med 22 point efter 10 kampe, mens Inter, Milan og Roma alle har 21 point.

/ritzau/