Milan ødslede drømmestart væk

AC Milan fik en perfekt start i semifinalen i den italienske pokalturnering, men Roma vendte hurtigt katastrofe til triumf.

På 23 minutter havde AC Milan skudt sig halvvejs til finalen i den italienske pokalturnering, da de hjemme på San Siro mødte AS Roma. Men en 2-0-føring blev hurtigt formøblet. Kampen endte 2-2, og dermed er det i stedet romerne, der har det bedste udgangspunkt inden returkampen i Rom.

For øjnene af deres mulige fremtidige holdkammerat Ronaldo bragte Ricardo Oliveira og Filippo Inzaghi værterne i front, mens først Simone Perrotta og siden David Pizarro sørgede for balance i målregnskabet på bare 10 minutter og dermed fuld spænding om finalepladsen.

I finalen venter efter al sandsynlighed Inter, der onsdag slog Sampdoria med 3-0 ude i deres første opgør.

/ritzau/