Milan nægter at sælge Kaka til Madrid

AC Milans brasilianske playmaker Kaka skifter ikke til Real Madrid, siger den italienske klubs vicepræsident Adriano Galliani.

Real Madrids spanske mestre i fodbold kan godt glemme alt om at lokke brasilianeren Kaka væk fra AC Milan. Madrid-klubbens sportsdirektør, Predrag Mijatovic, har ellers flere gange offentligt ytret, at han gerne ser Kaka i den spanske storklub. Men det kan han godt glemme alt om, hvis det står til AC Milans vicepræsident, Adriano Galliani.

- Kaka bliver i Milan, og det er helt sikkert. Jeg har bedt Mijatovic om at droppe sin interesse for Kaka. Jeg har også fortalt ham, at nok må være nok, men på en pæn måde selvfølgelig. Det er jo forstyrrende, men det er også et bevis på, at vi har den bedste spiller i verden i klubben, fortæller Galliani.

25-årige Kaka skiftede til Milan fra Sao Paolo i hjemmelandet i 2003, og scorede 10 mål i sidste sæsons Champions League, hvor italienerne løftede trofæet.

/ritzau/