Mikkel Hansen behøver ikke være bedste venner med holdkammeraterne

Mikkel Hansen viser flere nye sider af sig selv i et portræt af Niels Christian Jung, som sendes søndag aften kl. 21.50 på DR1.
Læs mere
Fold sammen

Mikkel Hansen regnes for at være Danmarks største håndboldstjerne. Portrættet 'Hele Danmarks Mikkel', der sendes søndag aften kl. 21.50 på DR1, går tæt på den danske venstre back og tegner et billede af Mikkel Hansen, som offentligheden sjældent ser.

Fredag aften står Danmark over for Argentina i den første kamp ved VM i Qatar. Håndboldeksperter tilegner Mikkel Hansen samme vigtighed, som harpiks har for en håndboldspiller, hvis det danske landshold skal have guldmedaljer med hjem på returbilletten fra Qatar.

I et halvt år har DR-journalisten Niels Christian Jung fulgt PSG-spilleren tæt. På en træningstur med det franske hold til netop Qatar taler Mikkel Hansen ud om, hvordan det er at indgå i et større fællesskab, som han gør, når han enten tørner ud for sit parisiske hold eller trækker i landsholdstrøjen.

»Hvis man ikke kan lide dem, man spiller med, tror jeg heller ikke, man er villig til at ofre sig for hinanden. Man behøver ikke være bedste venner og spise hjemme hos hinanden hele tiden, men omvendt ved du, hvilke knapper der skal trykkes på hos din holdkammerat for at få ham op på 100 procent, hvis du kender ham godt,« siger Mikkel Hansen i DR-portrættet.

Journalisten Niels Christian Jung skildrer flere steder Mikkel Hansen sammen med sine holdkammerater. Over en massagebriks forsøger han at lære sin franske holdkammerat Luc Abalo at tale dansk, ligesom han lidt modvilligt, men dog med stor forståelse, lader sig fotografere utallige gange til PSGs reklamesøjler.

Trods en status som verdensstjerne på den internationale håndboldscene og en særdeles fremtrædende rolle på herrelandsholdet stiger succesen ikke Mikkel Hansen til hovedet. Den 27-årige spiller, der før har været kåret til verdens bedste, holder håndboldskoene solidt plantet i halvgulvet og laver ikke om på sin personlighed.

»Man skal ikke ændre på sig selv for at være sammen med alle andre. Måske skal du gå på kompromis i forhold til, hvordan alle sammen er, og hygge dig med nogle mennesker, som du ikke passer perfekt med. Men i det store hele føler jeg ikke, at jeg har ændret mig særlig meget som person,« siger Mikkel Hansen i 'Hele Danmarks Mikkel'.

Niels Christian Jung følger også Mikkel Hansen på banen, men meget af portrættet drejer sig om det personlige og livet uden for de 60 minutter, en håndboldkamp varer. Den danske venstre back fortæller blandt andet om sin store passion for kunst, og kameraet ryger også med på den private familieferie i Toscana.