Mijatovic: Beckham forlader Real Madrid

David Beckham blev onsdag meldt færdig i Real Madrid af klubbens sportsdirektør Pedrag Mijatovic. Senere på dagen opstod der tvivl om udtalelsen.

David Beckham har fortsat halvanden uge til at beslutte sig for, om han vil fortsætte karrieren i Real Madrid. Onsdag opstod der ellers stor tvivl omkring David Beckhams fodboldfremtid, da klubbens sportsdirektør Pedrag Mijatovic angiveligt havde været på italiensk tv med en udtalelse om, at englænderen ville forlade den spanske kongeklub til sommer.

- Beckham forlader os, og vi har ikke underskrevet en kontraktforlængelse med ham, havde Pedrag Mijatovic angiveligt sagt.

Udtalelsen fik dog lynhurtigt Real Madrids kommunikationschef Gasper Rosety til at reagere og slå fast, at Pedrag Mijatovic ikke havde udtalt sig på italiensk tv.

- Pedrag Mijatovic har ikke talt med Sky Italia og har ikke sagt noget om Beckhams kontrakt, sagde Gasper Rosety.

David Beckham har fået en deadline frem til udgangen af næste uge til at tage stilling til en toårig kontraktforlængelse./ritzau/