»Midtjyllands kommende mestre er meget mere end frække«

En gang var de klassens frække dreng. Der er stadig frækhed, men nu også ro, selvtillid og en begavet retning for den kommende danske mester.

Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi havde vist glemt, hvor stort et talent Pione Sisto er, havde vi ikke?

Der har været meget snak om, hvor god den 20 år unge mand med sudanske rødder, men med en livslang opvækst i Danmark, er, men vi har ikke fået det at se i et helt forår.

Og så kom han på banen her til aften til den sidste halve time af topkampen mellem FC Midtjylland og FC København, som truede med at have sat sig fast ved stillingen 0-0.

Og derfra beviste han, at der ikke var blevet pustet urimeligt meget varm luft ind i fortællingen om et supertalent. Pione Sisto gik ind og gjorde hele forskellen for FC Midtjylland med mål og assist, der skabte 2-0-sejren over FC København, som reelt afgør kampen om det danske mesterskab, og som definitivt understregede, at dette er FC Midtjyllands år.

Et skadesramt FC København-mandskab kunne ikke stå distancen i topkampen og var reelt aldrig i nærheden af at skabe spænding om, hvad der kan ske i de sidste runder af Superligaen.

Dette er FC Midtjyllands sæsson. Og det har det været fra den første dag.

Jeg ved godt, at intet er afgjort endnu. Men det er det jo. Og det kunne alle, der brugte fem minutter på at se, hvordan midtjyderne fejrede sejren søndag også konstatere, at man selvfølgelig er klar over i Herning.

Det er første gang nogensinde, at klubben vinder noget som helst. Ret utroligt egentlig af en klub, der siden ankomsten i den bedste række for omkring 15 år siden ellers har været uhyre stabil i den bedste halvdel af dansk fodbold. FCM er aldrig sluttet dårligere end nummer syv i Superligaen, men man har altså også været stabil i rollen som evig toer.

Det slutter her, og det bliver selvfølgelig fundamentalt for selvforståelsen i Herning/Ikast-klubben og for fremtiden. Reelt begyndte den nye historie, da Matthew Benham købte sig til magten i klubben og leverede et langt mere troværdigt fundament for at skabe en topklub, end man havde haft med den tidligere indiske ejer Dempo.

Ud over penge synes Benham således også at have bragt en retning med sig, som giver mening. Benham og den nye formand Rasmus Ankersen har bragt os på lang afstand af klicheen om de jyske kræmmere og den frække lillebror, der vil drille københavnerne.

Det vil Midtjylland stadig. Men FC Midtjylland er, som jeg ser det, kommet tættere på at være meget mere end det. Man rækker med større selvtillid og ro ud mod storheden i dag. Der er selvfølgelig blevet skelet til FC København i processen, det står klart for enhver, der har kigget med. Men der er frem for alt blevet skabt et dna, som er Midtjyllands eget.

Foto: Henning Bagger.

Man er ikke bare fræk nu. Man er også begavet. Tilmed offensiv og visionær.

Og jeg stiller mig altså på det hold, der forudser, at dette FCM-hold bliver en anden mester, end FCN og AaB har været det de seneste gange, FCK er blevet drillet.

Der er så meget mere perspektiv i FC Midtjylland, fordi klubbens raison d’être er at skabe et stærkt fodboldhold. I modsætning til FCN og AaB er man klar til at tage de risici, der er forbundet med at jagte de store penge i de europæiske turneringer.

Jeg er med på, at FCM-projktets holdbarhed kan angribes, fordi så meget er knyttet op på rigmanden Matthew Benham, der efterhånden ejer 87 procent af klubben. Det er mange æg at have i én mands kurv, og hvordan ved vi, at han er der i morgen?

Jeg kan imidlertid også få øje på, at det ligner en mand, der virkelig mener det, og som jo slet ikke endnu er kommet i gang med at tjene penge på sin investering. Mon ikke alligevel han er så vedholdende, at han giver et så lovende projekt, som det i Midtjylland en mulighed for at løbe nogle penge hjem?

Jeg tror det.