Midtjylland står som transfervinduets vindere

Benjamin Munk Lund er sportsredaktør på Berlingske Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Husker I Gianluigi Lentini?

Det var en glimrende, men ikke ret meget mere end glimrende, italiensk fodboldspiller, der i starten af 90’erne spillede en dominerede rolle på det Torino-mandskab, som i 1991-92-sæsonen nåede det fineste resultat i klubbens nyere historie med en tredjeplads og en UEFA Cup-finale.

Gianluigi Lentini blev også verdens dyreste fodboldspiller, da AC Milan lagde i omegnen af 130 millioner kroner for ham - en titel han havde  i tre år.

Det var vel cirka omkring det tidspunkt, at vi fik det første signal om, at den kæde, der sikrede bare lidt fornuft i værdisætningen af fodboldspillere, kunne komme til at hoppe af.

For mig hoppede den af der.

Det havde indtil da givet rimelig mening at se prisen på 50 millioner kroner for Maradona mellem Napoli og Barcelona i 1984 blive fordoblet over en periode på små 10 år, hvor Ruud Gullit skulle til AC Milan (60 millioner), Roberto Baggio skulle til Juventus (80 millioner), og Jean-Pierre Papin skulle til AC Milan (100 millioner).

Det var okay. Det var fremragende spillere - de bedste. De måtte også godt være de dyreste. De var også et billede på den dominerende rolle, italiensk fodbold spillede. Det var her, spillerne og pengene var.

I dag griner vi af en pris på 100 millioner. Der handles mellem engelske klubber fodboldspiller af ganske ordinær metervare til højere priser. Det er helt skørt, og det er helt uden jordforbindelse.

Vi sad mandag med et transfervindue, der holdt sidste åbningsdag, og vi havde, da jeg skrev disse linjer, ikke set en handel i denne omgang, der overgår de 550 millioner kroner, som Manchester City har brugt på at købe Kevin De Bruyne i Wolfsburg. Det er en skør pris, og den bliver kun mere skør af, at Manchester City samlet set har brugt halvanden milliard kroner denne sommer.

Især det engelske marked er et galoperende vanvid. I sæsonen 2014/15 brugte klubberne næsten 10 milliarder kroner på de to transfervinduer - heraf blev mere end otte milliarder brugt i sommerens vindue. Der er vi ikke helt nået op endnu i dette vindue, der i England lukker mandag aften klokken 18, men jeg så søndag eftermiddag en liste, der havde en anslået samlet sum på syv brugte milliarder.

Jeg tager gerne rollen som den, der siger, at der er alt for mange spillere, der handles på den høje side af 300 millioner kroner. I dette vindue kunne man nævne Depay, Sterling, Benteke. Og hvis man overhovedet accepterer præmissen om, at fodboldspillere skal koste på den side af en halv milliard kroner, ja så er der selvfølgelig kun er to spillere, der kan komme på tale.

I ved, hvem jeg taler om.

De danske forhold er noget mere tempererede, om end tendensen i det danske marked været præget af mere optimisme og tro på, at fodboldtilværelsen ikke kun er en spare- men også kan være en investeringsøvelse.

Da jeg skrev disse linjer lidt mandag aften, kiggede jeg stadig på en Superliga, der var markant stærkere, end den vi forlod sidste år.

FCK er blevet meget stærkere. Længe lurede et salg af Daniel Amartey til Marseille, men sent i aftes slog FCK fast, at han bliver i klubben. Fordi hverken klubbens eller spillerens krav var blevet mødt. Jeg tør godt ud af det læse, at FCKs krav formentlig har været meget svære at møde, fordi man i hovedstadsklubben er blevet så bekymret for holdets aktuelle situation i Superligaen og for det faktum, at FC Midtjylland ikke ligner et hold, der har tænkt sig at opholde sig andre steder end i overhalingsbanen.

FC Midtjylland er for mig den store vinder i dette vindue. Pione Sisto og Erik Sviatchenko var sent i aftes stadig Midtjylland-spillere, og med de tilføjelser til truppen, som FCM har lavet i dette transfervindue, er det rimeligt at konkludere, at man er lykkedes med den erklærede - men troede jeg også tæt på umulige - drøm om at gå styrket ud af transfervinduet.

Det er med skarpe truptilførelser som Kian Hansen og Daniel Royer lykkedes for Midtjylland.

Vinduets taber er for mig Brøndby. Ikke fordi Pukki og Ronni Schwartz ikke er gode tilføjelser. Det er det. Men Brøndby savner især en god midtbanespiller. Det fik man ikke, og det blev ikke i dette transfervindue, at Brøndby kom nærmere de to tophold i dansk fodbold. Man kom faktisk længere væk. Med det materiale, Thomas Frank har, kan Brøndby godt blive nummer tre. Men man kan også blive nummer fem.

Det siger jeg i lyset af, at OB og AaB formåede at holde på profiler som Emil Larsen, Rasmus Falk og Nicolai Thomsen i i hvert fald et halvt år endnu, og Randers er også intakt med en god trup, der synes at have mange mål i sig.

Jeg synes altsammen, at det tegner godt for kvaliteten i superligaefteråret.