Michael Mørkøv er medlem nummer 42 af Sportens Hall of Fame i Danmark.
Ved prisshowet Sport 2025 i Herning blev den tidligere cykelrytter lørdag aften indlemmet i den eksklusive klub.
Kun de største danske sportsnavne finder vej til Hall of Fame, og landstræneren for landevejslandsholdet er beæret over at få sit navn på listen.
- Det er meget rørende. Jeg er meget stolt af at modtage denne hæder og blive optaget i Sportens Hall of Fame. Det er kun ganske få forundt.
- Jeg er særlig stolt at stå her som repræsentant for cykelsporten, siger Michael Mørkøv fra scenen i Herning.
40-årige Mørkøv stoppede ved udgangen af 2024 sin karriere, der bød på store højdepunkter på både landevej og bane.
Allerede i 2008 var han med til at vinde sin første OL-medalje som en del af firekilometerholdet, som tog sølv i forfølgelsesløb.
I den disciplin vandt han også VM-guld, men det var i parløbet, at hans evner trådte tydeligst i kraft.
Sammen med Lasse Norman Leth vandt Michael Mørkøv guld ved både OL, VM og EM, og i 2024 rundede sjællænderen karrieren af med bronze på hjemmebane i Ballerup. Ved den lejlighed var Niklas Larsen makkeren.
Mørkøv markerede sig også på landevejen med tre individuelle danmarksmesterskaber, en etapesejr i Vuelta a España og flere dage i bjergtrøjen i Tour de France.
Oftest var det dog i hjælperens rolle, at hold som CSC og Quick-Step så værdien i ham.
Mørkøv udviklede sig til at blive verdens nok bedste leadoutrytter og banede vejen for utallige sejre til holdenes sprinterstjerner.
- Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle ende med at blive optaget i Sportens Hall of Fame. Jeg har altid haft en meget nedtonet tilgang til mine evner og muligheder.
- Mine målsætninger for mig selv er kun langsomt blevet hævet, og det var først til sidst i karrieren, at jeg med mine olympiske meritter gjorde mig fortjent til at komme med i dette selskab, siger han.
Komitéen, der står for udnævnelsen af Hall of Fames medlemmer, består af syv medlemmer.
Formanden for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Hans Natorp, og Team Danmarks direktør, Peter Fabrin, er blandt andre med til at udpege de udøvere, som får deres buste placeret i Idrættens Hus.
- Resultaterne taler for sig selv, men Michael er også et perfekt forbillede. Han har virkelig et blik for de unge udøvere og for foreningslivets betydning for deres sportskarrierer, siger Hans Natorp.
/ritzau/
