Michael Carrick har haft succes, siden han i januar blev indsat som træner i Manchester United på en kort kontrakt, og det bliver han nu belønnet for.

Hans status som lappeløsning bliver således erstattet med en permanent stilling på en kontrakt, der løber til 2028.

Det oplyser Manchester United på sin hjemmeside fredag middag.

Lige efter fyringen af Ruben Amorim i begyndelsen af året overtog Darren Fletcher holdet i to kampe, inden Michael Carrick blev kaldt ind på en kontrakt, der gjaldt sæsonen ud.

Under klubbens tidligere midtbanegenerals ledelse har den falmede storklub vundet 11 ud af 16 kampe i Premier League. Det rakte til en tredjeplads og dermed adgang til næste sæsons Champions League.

- Michael har i høj grad fortjent muligheden for at fortsætte med at stå i spidsen for vores herrehold, siger Uniteds fodbolddirektør, James Wilcox.

- I den periode, han har haft rollen, har vi set positive resultater på banen, men endnu vigtigere en tilgang, der stemmer overens med klubbens værdier, traditioner og historie.

Gennem 12 år var Michael Carrick selv aktiv i Manchester United, hvor han som spiller vandt blandt andet fem Premier League-trofæer og et enkelt Champions League-trofæ.

- Fra det øjeblik, jeg ankom hertil for 20 år siden, mærkede jeg magien ved Manchester United. At bære ansvaret for at stå i spidsen for vores særlige fodboldklub fylder mig med enorm stolthed, siger han.

- Nu er det tid til, at vi igen bevæger os fremad sammen - med ambitioner og en klar følelse af retning. Manchester United og vores fantastiske fans fortjener igen at kæmpe med om de største titler, siger Carrick.

/ritzau/