Mexico fik den bedst tænkelige start som en af de tre værter ved VM i fodbold ved at vinde åbningskampen med 2-0 over Sydafrika.

Undervejs blev Sydafrika reduceret til ni mand efter to røde kort, mens Mexico så rødt en enkelt gang i tillægstiden i den lidt bizarre forestilling.

Målene blev sat ind af de offensive profiler Julian Quinones og Raul Jimenez foran 80.824 tilskuere, hvoraf størstedelen støttede Mexico.

På hjemmebanen Estadio Azteca i Mexico City var der klasseforskel mellem de to mandskaber.

Sydafrika viste et generelt lavt niveau og havde ikke meget at byde ind med, og det gjaldt i begge ender af banen.

Mexico lagde et tungt pres på Sydafrika fra kampens start, og det førte til en stor chance til angriberen Raul Jimenez, der fik reddet sit forsøg af sydafrikanernes keeper Ronwen Williams.

Sydafrikanerne virkede nervøse og lavede mange fejl i den indledende fase, og en af fejlene førte til mål til Mexico

Efter ni minutter mistede den sydafrikanske midtbanespiller Sphephelo Sithole bolden lige foran eget felt efter et noget satset opspil.

Det udnyttede den mexicanske kantspiller Julian Quinones til at banke bolden fladt i nettet mellem benene på Ronwen Williams.

Quinones var meget angrebsivrig og tøvede ikke med at fyre bolden mod sydafrikanernes mål. Han ramte også stolpen kort før pausen.

Sydafrika tvang kun en enkelt redning ud af den mexicanske keeper Raul Rangel i første halvleg.

Den smalle føring behagede ikke hjemmepublikummet, og der var spredt piften, da mexicanerne trak tempoet ud af kampen.

Fem minutter inde i anden halvleg blev det endnu vanskeligere for Sydafrika, da Sphephelo Sithole fik rødt kort for en nødbremse på Brian Gutierrez.

Overtallet gav mere momentum til Mexico, som satte et godt angreb sammen efter 67 minutter.

I en alder af 35 år headede Raul Jimenez 2-0-målet i kassen. Det var veteranens første VM-mål i karrieren.

Sydafrikaneres VM-premiere udviklede sig fra slem til værre, da også indskiftede Themba Zwane så rødt for at slå en modspiller i nakken i frustration.

Mexico nåede også at få rødt kort, da stopperen Cesar Montes nedlagde en sydafrikaner ved nærmest at sparke ham ned.

Det ændrede dog ikke noget på resultattavlen.

/ritzau/