Messi vender tilbage til landsholdet efter karantæne

Argentinas Lionel Messi vender tilbage efter hårde korruptionsanklager mod det sydamerikanske fodboldforbund.

Argentinas Lionel Messi (lyseblå tv.) og Chiles Gary Medel (rød th.) fik begge rødt kort efter en hård duel i bronzekampen ved Copa America i juli. Evaristo Sa/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Buenos Aires. Den argentinske fodboldstjerne Lionel Messi er blevet udtaget til Argentinas landshold for første gang siden sin karantæne.

Det skriver det argentinske fodboldforbund på Twitter torsdag.

Argentinas allertiders topscorer fik en landsholdskarantæne på tre måneder efter at have anklaget det sydamerikanske fodboldforbund (Conmebol) for korruption ved slutrunden Copa America i sommer.

Anklagen kom, efter at Messi var blevet vist ud i bronzekampen mod Chile ved Copa America 7. juli, som Argentina vandt 2-1.

Argentina med Messi i truppen igen skal møde Brasilien og Uruguay i venskabskampe i næste måned.

Det er det første opgør mellem Brasilien og Argentina, siden brasilianerne vandt med 2-0 over Messi og de andre argentinere i semifinalen ved Copa America.

Efter den kamp sendte Messi en røffel af sted mod kampens dommer.

- Dommerne dømte i Brasiliens favør, og den type pis distraherede os under hele kampen, sagde Messi i nederlagets stund.

- Lad os håbe, at Conmebol gør noget ved det.

Efter bronzekampen mod Chile sendte Lionel Messi nye korruptionsanklager afsted. Denne gang mod selve det sydamerikanske fodboldforbund.

- Der er ingen tvivl om, at det hele er sat op til Brasilien. Jeg håber ikke, at dommerne blander sig i finalen.

- Jeg vil ikke være en del af denne korruption. Vi burde ikke have været en del af den disrespekt, vi har lidt under ved Copa America.

/ritzau/