Den argentinske fodboldstjerne Lionel Messi fortsætter med at imponere og udvide sin enorme pokalhøst.

Onsdag blev argentineren afgørende med både et mål og en assist, da Inter Miami vandt 2-0 over mexicanske Cruz Azul i Campeones Cup.

Turneringen er et møde mellem den forsvarende mester i henholdsvis Major League Soccer (MLS) og Mexicos bedste fodboldrække.

Det var 49. gang i karrieren, at Messi var med til at vinde et trofæ på enten klub- eller landsholdsniveau.

Den 39-årige fodboldtroldmand rundede en anden milepæl i det 24. minut, da han gjorde det til 1-0 på et hovedstød efter oplæg fra Luis Suarez.

Scoringen var nemlig argentinerens nummer 100 for Inter Miami, som han har repræsenteret i 115 kampe siden juli 2023.

I kampens slutfase lagde Messi op til 2-0-målet på et hjørnespark. I feltet blev hans hårde indlæg mødt af Casemiros pandebrask.

Pokalsejren var samtidig Inter Miamis første kamp under klubbens nye cheftræner, Cristian "Kily" Gonzales. Argentineren blev ansat for en måned siden, men har først fået visumpapirerne på plads nu.

Man skal tilbage til 2022, før det senest var et amerikansk mesterhold, der trak sig sejrrigt ud af mødet med Mexicos ditto.

RITZAU