Messi, Ronaldo og Eriksen: I aften begynder slutspurten om klubfodboldens største trofæ

Der er god grund til at snakke Messi forud for aftenens kvartfinaler i Champions League. Argentineren har været ustyrlig i månedsvis, mens vi andre har siddet tilbage i vantro fascination.

Lionel Messi spiller stadig spillet derude på sin helt egen planet, millioner af lysår væk. Her i lørdagens kamp mod Atletico Madrid på Camp Nou. Fold sammen
Læs mere
Foto: ALBERT GEA

Skal vi snakke Messi? Han sender den ene frisparksbold efter den anden op i krydset, driver spanske og franske forsvar til rundbarberet vanvid, i overtiden, når det lige skal være, hele tiden og konstant. Kasser på stribe. 33 i ligaen, otte i Champions League.

Indtil videre har Cristiano Ronaldo dog scoret de vigtigste i Champions League. De tre mod Atletico Madrid for Juventus i ottendedelsfinalens returkamp hjemme i Torino. Personificeringen af de tre seneste sæsoners mestre, Real Madrids, fald i samme ombæring. Væsentlighedskurverne viser, at når det gælder knockout-kampe i den fornemste turnering, sætter Ronaldo ind.

Men altså, Messi har været helt ustyrlig i månedsvis. Verdens på papiret femtebedste fodboldspiller i sidste sæson. In your dreams. Krøl papiret. Lionel Messi spiller stadig spillet derude på sin helt egen planet, millioner af lysår væk, mens vi sidder tilbage i vantro fascination over, at man rent faktisk med det fysiske øje kan se med. Det kan vi. Uge efter uge. Og selvom man så småt begynder at tælle ned, for det får jo en ende en dag, tager det sig stadig ud som allerførste gang, han på umuligste vis afdriblede ethvert anstrøg af fysisk fodboldfornuft og igennem alle årene tømte enhver kommentatorers vokabularium.

For så i dag at have gjort den skriftlige robotjournalistiske liveformidling til skamme. Gunnar Nu-vendingen »der er scoret« holder bare ikke, og kode-drengene har ikke F-taster nok til rådighed i tilfældet Messi. Måske nok F1 for et frisparksmål, F2 for et frispark, der tager stolpen, F3 for frispark med dykkersøm, målgivende afleveringer først henne omkring F12. Derefter bogstaver nede fra tastaturet. Eksempelvis P for Panenka fra straffesparkspletten til 1-0 i 5-1-afklædningen af Lyon i ottendedelen.

Barcelona er formstærke, mesterskabet stort set i hus, al ærgerrighed sat ind på at overtage Champions League-tronen efter Real Madrid, og velsagtens en overkommelig lodtrækning, for Manchester United har ikke ligefrem performet som et kvartfinalehold. I hvert fald ikke i ottendedelsfinalerne mod arrogancekonglomeratet fra Paris, som gik så spektakulært ned til United på de sidste benzindampe i returopgøret efter ellers at have spillet englænderne helt ud i orkestergraven på Drømmenes Teater. Og er der ligefrem gået Solskjær-sovepude i den siden Paris? United har tabt tre af fire kampe siden.

Et forudsigeligt magtspil

Nå, men nede på jorden igen bakser Ronaldo med en lårskade fra landskampsugen og har været ude i tre Serie A-kampe for Juventus. Han indgår dog i planerne i Amsterdam mod Ajax. Kan hollænderne gøre det igen? Mon dog italienerne braser sammen på madrilensk maner. Juventus er centimeter fra mesterskabet, mens hollænderne endelig har passeret PSV Eindhoven i Æresdivisionen og har selvtilliden på plads. Ligesom en plads i top otte også matcher selvforståelsen i Amsterdam. Helt sikkert i top 16 eller 32, og Ajax indgår i den faste skare, som sammenslutningen af europæiske topklubber ECA (European Club Association) og UEFA i ugens løb har forhandlet halvhemmeligt om at implementere som turneringsformat for Champions League fra 2024. Med weekendkampe på programmet.

Et forudsigeligt magtspil, hvor også FIFA blander sig i kampkalenderen med et omfattende klub-VM-format. Og snart kan vi ikke huske eller skille den ene storkamp fra den anden i et endeløst globalt trøjebytte. Alt imens 48 nationer i rent overbud spiller fodbold-VM i varmen i Qatar. Midt om vinteren.

Weekender holder de fodboldhellige i England, og Premier League-klubberne har således også protesteret over turneringsplanerne. Som det fremgik af ligaens hjemmeside:

»Alle klubber er enstemmigt enige om, at det er uhensigtsmæssigt, at de europæiske fodboldorganer laver planer, der ville ændre strukturen, kalenderen og konkurrenceevnen i de nationale turneringer, og vi vil arbejde sammen om at beskytte Premier League.«

Men der er politisk pres allerøverst i de kommercielle tænketanke, verden over, med de sædvanlige europæiske topklubber som tiltænkte cash cows. Liverpool naturligvis iblandt. Som de sikkert også er i årets semifinaler, hvis de ellers i aften omsætter lodtræningsheldet mod Porto hjemme på Anfield til et solidt forspring.

Kommaet Christian Eriksen

Skal vi snakke Christian Eriksen? Med vanlig skævvreden mediedansk vinkel på hans betydning for Tottenham og Champions League i det hele taget. I europæisk sammenhæng udgør han et komma, hvis man ser bort fra sidste års lige ved og næsten-udslagsgivende rolle i gruppekampene mod Real Madrid og ottendedelsfinalerne mod Juventus. Hvor det så gik galt for Tottenham alligevel. Som det altid gør.

Holdet, der aldrig vinder noget, og i ugens optaktsløb alligevel løb med opmærksomheden ved endelig torsdag aften at indvie det imposante Tottenham Hotspur Stadium med en forgyldt, fire meter høj hanekylling på tribunetaget. Ikke at svipturen over Wembley som midlertidig hjemmebane har kostet det store på bundlinjen. Tværtimod, da Tottenham ifølge Financial Times har lavet det største kluboverskud i historien. 1,2 milliarder kroner. Der skal også kradses nogle billetkroner ind, for det nye stadion har kostet otte gange så meget.

It’s all about the money. Og Eriksen. Når han spiller godt, spiller Tottenham godt. En nutidig tommelfingerregel, og danskeren har været en tur nede i bølgedalen. Omend han var på vej op mod Liverpool fire dage forinden ved at tangere David Beckhams rekord som den første til at servere 10 eller flere assists i fire sæsoner på stribe. Nummer 11 faldt mod Crystal Palace den historiske torsdag aften. Eriksens høje pres-erobring og millimeterpræcise tværpasning til Heung-Min Son til 1-0 og hans historiske scoring tæt under mål til 2-0-facit var lette at aflæse i de efterfølgende stats, akkurat som hans afleveringsprocenter, afslutninger på mål og løbepensum. Mest af alt var han tilbage i flow, touch og playmaking i europæisk topklasse. Det skal han også være i aften til andendagsgilde på The New Lane mod Manchester City.

Skal vi snakke Manchester City? Nej, det gider vi ikke. De er simpelthen for gode og vinder hele lortet...