Mens hele industrien lider, tjener »Ulven på Wolf Street« styrtende: »Han kender ingen grænser for sin magt«

Mens store dele af fodboldbranchen har tabt svimlende summer under coronakrisen, høster superagenten Jorge Mendes fortsat millioner på spillersalg. Hvad er hemmeligheden? Om få dage åbner vinterens transfervindue, hans lille jagtmark.

Jorge Mendes plejer et forgrenet netværk af indflydelsesrige personer, der har gjort ham til en af de mest magtfuldkomne skikkelser i fodboldverdenen. En superagent, som han ofte kaldes. PATRICIA DE MELO MOREIRA/AFP/Ritzau Scanpix

Jorge Mendes er solbrun og ulasteligt klædt. Jakkesæt, altid jakkesæt, over en hvid skjorte med et tyndt slips. En nydelig mand på 55 vintre med en fortid som natklubejer.

Havde den portugisiske superagent levet i fremtiden, ville han formentlig være blandt dem med en chip indopereret i baghovedet, en skærm på hornhinden, en nanomikrofon i mundhulen og en mikrohøjtaler i øregangen.