København. Vinter-OL i Beijing er netop skudt i gang, men for flere lande inklusive Danmark er det uden officielle politiske repræsentanter fra nationen til stede.

Flere landes regeringer har valgt at boykotte legene på grund af Kinas syn på menneskerettigheder. Står det til den danske befolkning, vil "det officielle Danmark" heller ikke være til stede ved fodbold-VM i Qatar senere på året.

Tænketanken Europa har fået Voxmeter til at lave en meningsmåling, hvor 2000 repræsentativt udvalgte danskere har medvirket.

De er blevet spurgt om, hvordan de mener, Danmarks ministre og øvrige politikere skal forholde sig til VM-slutrunden i Qatar. Her tegner der sig et klart billede.

Kun godt fem procent af de adspurgte mener, at Danmarks officielle repræsentanter skal møde op til VM-slutrunden i ørkenstaten, hvor Danmark er kvalificeret til.

Hele 53,6 procent svarer, at Danmark ikke bør sende repræsentanter til slutrunden i landet, som også bliver kritiseret voldsomt for ikke at overholde grundlæggende menneskerettigheder.

9,3 procent svarer "ved ikke" til spørgsmålet.

32 procent mener, at Danmark skal indgå i en koordineret linje med resten af Europa. Men her kan det være svært at finde opbakning til samlet boykot. Det mener den tidligere minister Lykke Friis, som er direktør for tænketanken Europa.

- Det forsøgte regeringen også i spørgsmålet om OL i Kina, men det lykkedes ikke. Ambitionen kan meget vel også kuldsejle, når det gælder Qatar, forklarer hun i en mail.

Det bliver ikke mindst besværliggjort af de geopolitiske forhold, hvor import af gas spiller en stor rolle.

- Lige nu er EU og mange medlemsstater faktisk ved at intensivere forholdet til Qatar. Det skyldes, at EU i den grad risikerer at mangle gas, hvis russerne lukker for gassen i forbindelse med Ukraine-Ruslands-konflikten, lyder det fra Lykke Friis.

- Jo koldere vinteren bliver, jo mere rykker Qatar-regimet ind i varmen. For lande, der importerer ekstra gas fra Qatar, kan det også virke lidt bizart, at man gerne vil købe gas, men ikke vil sidde på tribunen (til VM, red.).

Der er en statistisk usikkerhed på plus minus to procentpoint i undersøgelsen, fremgår det.

/ritzau/