Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har planer om at trække Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) præsident, Gianni Infantino, i retten.

Det skriver en lang række medier såsom The Telegraph, The Times og AP på baggrund af retsdokumenter, som er indleveret ved amerikanske domstole.

Årsagen er Gianni Infantinos mislykkede forsøg på at etablere det kommercielle selskab Fifa Forward Enterprise (FFE), der skulle sælge andele af Fifas turneringer til private investorer.

- Uefa og dets advokater overvejer en schweizisk straffesag mod Infantino og muligvis andre Fifa-embedsmænd for kriminel dårlig ledelse i henhold til artikel 158 i den schweiziske straffelov, lyder det ifølge AP i et retsdokument på 56 sider.

I retsdokumentet fremgår angiveligt Uefas krav om, at alle dokumenter i sagen fremlægges.

Desuden er Uefa forundret over størrelsen på det beløb, som Infantino var klar til at lade private investorer købe sig ind for.

Angiveligt har Infantino tilbudt private investorer at købe 20 procent af det firma, der skulle håndtere de kommercielle aktiviteter omkring fodbold-VM, for 4,2 milliarder dollar.

Ifølge retsdokumentet forsøger Uefa at afklare, om beløbet afspejlede den reelle markedsværdi, eller om der var tale om en "svigagtigt fastsat pris uden for markedet, som Infantino fremførte til egen fordel".

RITZAU