Mohamed Salah er tilsyneladende blevet taget til nåde af Liverpool-træner Arne Slot.

I hvert fald er den egyptiske stjernespiller med i truppen, når holdet lørdag får besøg af Brighton i Premier League. Det skriver medierne The Guardian og The Times.

Netop den beslutning var imødeset med stor spænding af fans og eksperter, efter at Salah tidligere på ugen var vraget til Champions League-kampen mod Inter.

Det skyldtes, at Salah efter lørdagens opgør mod Leeds havde udtalt sig kritisk om sin rolle på Liverpools hold.

Salah stillede blandt andet spørgsmålstegn ved sit forhold til Slot og følte sig som syndebuk efter en periode med usædvanligt mange nederlag.

- Det føles, som om jeg bliver kastet under bussen. Det er sådan, jeg føler det. Det er tydeligt, at nogen vil give mig hele skylden, sagde Salah til Viaplay.

Udtalelserne blev ikke taget godt imod af Slot, som undlod at tage stjernespilleren med til Milano.

Da hollænderen fredag holdt pressemøde som optakt til mødet med Brighton, gjorde han det klart, at de to parter skulle tale sammen i løbet af dagen.

- Næste gang, jeg taler om "Mo", bør det være med ham og ikke herinde (til pressemødet, red.). I kan blive ved med at prøve, men der er ikke meget mere at sige om det, sagde Slot.

Historien melder indtil videre ikke noget om, hvorvidt stridsøksen er endegyldigt begravet.

Liverpool vandt på suveræn vis det engelske mesterskab i den forgangne sæson. Ved den lejlighed var Salah en af de bærende spillere, men på det seneste er han gledet ud af startopstillingen.

Weekendens kamp er den sidste, inden Salah på mandag slutter sig til det egyptiske landshold forud for Africa Cup of Nations.

/ritzau/