Medie: Bendtner i nyt natteroderi i København

En taxachauffør fortæller i dagens BT om et voldsomt møde med landsholdsspilleren Nicklas Bendtner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En taxachauffør måtte efter eget udsagn tirsdag aften stå for skud, da fodboldstjernen Nicklas Bendtner var på bytur i København. Det skriver BT.

Den 26-årige landsholdsangriber var ifølge taxachaufføren sammen med tre venner blevet smidt ud af den 47-åriges taxa i Ryesgade på Nørrebro, fordi han havde opført sig provokerende og beruset.

Da chaufføren kørte væk fra stedet, løb Nicklas Bendtner efter taxaen og indhentede den på et nærliggende gadehjørne, mens den rystede chauffør forsøgte at slå alarm til 112 for at få hjælp, fortæller han:

- Nicklas Bendtner stod til sidst og gned sig op ad sideruden med opknappede bukser, mens han piskede vognen med sit bælte, fortæller hyrevognschaufføren til torsdagens udgave af BT.

- Jeg har kørt med fulderikker og alkoholikere i København i over 25 år, men jeg har aldrig været ude for noget lignende, tilføjer han.

Efter byturen tirsdag aften har Nicklas Bendtner ikke lyst til at tale om taxa-episoden i Ryesgade

- Vi har ingen kommentarer til den historie, lød det kortfattet fra fodboldstjernens talskvinde Elisa Lykke, da BT onsdag bad om Nicklas Bendtners reaktion på taxachaufførens beretning om det usædvanlige forløb.

Den 26-årige landsholdsangriber holdt friaften i København, da han ikke var udtaget til Arsenals skæbnekamp i München. Også efter de to klubbers første opgør i Champions League for et par uger siden, formåede Bendtner dagen efter at trække overskrifter uden at have været i kamp.

Mens holdkammeraterne i England slikkede sårene efter et 0-2 nederlag på hjemmebane, festede Bendtner til kl. 04.30 på den berømte og mondæne natklub The Box i London.