Med ondt skal ondt fordrives

Tour de France årgang 2007 vil for et dansk publikum blive associeret med affæren om Michael Rasmussens kranke skæbne. Men i et andet og større perspektiv, har Rasmussen-sagaen åbnet for en ophedet debat om dopingbekæmpelse, mediehysteri, jura og etik. Det lugter stærkt af forbitret værdikamp med elitesport i centrum.

Michael Rasmussen benægtede i første omgang, at han skulle være blevet fyret fra Rabobank. Nu har han modtaget fyreseddelen og forbereder et juridisk modangreb. Her ses Rasmussen under Tourens første enkeltstart. Foto: Joel Saget Fold sammen
Læs mere

Ordet værdikamp er en skamredet størrelse. Måske skal man ligefrem være varsom med at hive begrebet værdikamp op af hatten i en sammenhæng som sport og underholdning. Men hvordan skal man ellers kunne favne og forstå det dybt forunderlige forløb af årets Tour de France, hvis ikke vi skal i gang med en diskussion om fundamentale værdier i og omkring sportens væsen og verden. Hvis ikke vi netop skal tage kampen, selv om den bliver både beskidt og følelsesladet.

At debatten kører er muligvis den eneste trøst, vi har at gøre godt med lige nu og her. For mange blev Michael Rasmussens udelukkelse og kranke skæbne iført den gule førertrøje det sidste, der står tilbage af Tour de France årgang 2007. Resten er til glemmebogen, hvad enten vinderen måtte være den fyrige spanske bjergbetvinger Alberto Contador, Cadel Evans med eunuk-stemmen eller for den sags skyld den gudsjammerligt kedelige kalkulatorkører, Levi Leipheimer.

Balladen om Michael Rasmussen illustrerer om ikke andet, at antidoping i dag ikke kun er en opslidende og kompliceret medicinsk og juridisk kamp. Det er i stigende grad også en forbitret moralsk og politisk kamp, hvor opbakningen i offentligheden til etiske regelsæt, nådesløs kontrol og strikte regler synes mindre entydig, end den var i de hektiske dage i 1998-1999, da Touren første gang var helt i knæ på grund af Festina-skandalen.

For de fleste af de mere end 800.000 seere, som fulgte klatreren fra Tølløse i hans ofte spektakulært iscenesatte tråd mod tinderne og karrierens absolutte zenith, var Tour de France slut i samme øjeblik det stod klart, at Rasmussen var blevet sendt ud af løbet af ledelsen på sit eget hold. Fældet af de ufuldstændige forklaringer om opholdssted, den 33-årige cykelstjerne i dagevis var blevet beskudt med fra verdenspressen i og omkring Tour de France.

Da nyheden om Michael Rasmussens exit fra løbet hen imod den blå midnatstime sent onsdag aften var en kendsgerning, havde debatten om den spinkle dansker i den gule trøje imidlertid allerede taget fart.

Sjældent har så meget had og forbitrelse fået mæle i læserbrevsspalter, på debatsider og via internettets mange forskellige fora med journalister fra især Danmarks Radio og Ekstra-Bladet som skydeskive for indignation og retsfølelse.

»Du er den mest ondskabsfulde satan«, hed det sig i et af de mange skriftlige raserianfald rettet mod Ekstra-Bladets Lars Werge. Alt imens de udsendte fra Danmarks Radio måtte lægge øjne til beskyldninger om at have slagtet Kyllingen fra Tølløse på et indiciebaseret grundlag og rendyrket heksejagt.

Ikke i nyere tid har alt fra højpandet intelligentsia til jævn menigmand diskuteret så intenst og med så mange stærke følelser og komplekse dagsordener på spil, som det er sket i forbindelse med Michael Rasmussens udelukkelse.

Som direktør Henrik H. Brandt fra Idrættens Analyseinstitut skriver i en kommentar, fortæller diskussionen for og imod Rasmussen om dopingkampens linjeføring.

»Balladen om Michael Rasmussen illustrerer om ikke andet, at antidoping i dag ikke kun er en opslidende og kompliceret medicinsk og juridisk kamp. Det er i stigende grad også en forbitret moralsk og politisk kamp, hvor opbakningen i offentligheden til etiske regelsæt, nådesløs kontrol og strikte regler synes mindre entydig, end den var i de hektiske dage i 1998-1999, da Touren første gang var helt i knæ på grund af Festina-skandalen.«

Hvis det forunderlige forløb af årets Tour de France alligevel har været godt for noget overhovedet, må det være, at der herhjemme for alvor er blevet taget fat på en essentiel og svær diskussion om, hvordan vi tilpasser eliteidræt i en moderne, kommerciel kontekst. Og om det overhovedet kan lade sig gøre at opretholde hævdvundne idealer om en smuk og uskyldsren topidræt, så længe mennesket stræber mod at vinde for snart sagt enhver pris og med alle til rådighed stående midler.

Det er ikke en diskussion, der nåede i mål samtidig med de 141 tilbageværende Tour-ryttere, som i går trådte de sidste forløsende meter mod mållinien på Champs-Elysées i Paris. Dertil er fronterne så langt fra hinanden, at det kan synes umuligt at nå til en form for enighed i et konstruktivt og fremadrettet perspektiv.

I bund og grund er diskussionens ufravigelige omdrejningspunkt doping og det tilhørende udenomsværk såsom konkurrenceforvridning, sundhed og forbilledværdi. Plus al den løgn, fortielse og fortrængning, biokemisk fusk som regel fører med sig.

Med Michael Rasmussen som hovedperson er det blevet udstanset, i hvor høj grad bekæmpelsen af doping vil være snublende tæt på at komme i konflikt med gummielastisk regelfortolkning, brud på tavshedspligt, juridiske principper og velmente etiske hensigtserklæringer. Det er en klassisk konflikt om, hvorvidt målet helliger midlet. Plus en frygtelig masse mere, hvor også medierne også indtager en rolle som aktiv medspiller over for en svag, uintelligent og rådvild ledelse, som i disse år befolker Tour-toppen i skikkelse af Christian Prudhomme og Patrice Clerc.

»Er vi ved at nå derhen, hvor omfanget af antidopingforanstaltningerne i form af indskrænkninger i atleternes privatliv er større end dopingproblemet selv?, spørger Brandt videre og leverer selv et bud på et svar.

»Hvis svaret på det spørgsmål er ja og det bestemmer i sidste instans den offentlige mening nærmer sporten sig det punkt, hvor antidopingkampen er tabt, og sporten følgelig må opgive sin insisteren på moralske og etiske værdier med alt, hvad det vil medføre af dalende offentlig gennemslagskraft og støtteværdighed.«

For cykelsporten isoleret set er det særlig slemt. Uenigheden imellem de største spillere i pedal-idrættens organisatoriske top er nu så udtalt og ødelæggende, at man med rette kan frygte for fremtiden, selv om Tour de France-societetet puster sig retorisk op og lover at gøre løbet rent og troværdigt i næste aftapning.

Det penible spørgsmål er, om det vil ske på bekostning af den retstilstand, vi mener skal vinde hævd i det omgivende samfund.

»Der skal ikke være en plet på den gule trøje,« lød den rutinemæssige besværgelse fra Tour-præsident Patrice Clerc, mens sporet efter Michael Rasmussen stadig var varmt.

Om det overhovedet er et opnåeligt mål at få rene linjer i cykelsporten, tillader filosof og rusmiddelforsker Michael Jourdan at så tvivl om i gårsdagens udgave af dagbladet Politiken:

»Denne sag handler kun på overfladen om doping. Et spadestik dybere handler den mere om kontrol, magt og store egoer tilsat en god del politisk-økonomisk opportunisme.«

Altimens mediernes rolle som vagthunde glubsk går efter at finde offerlam, som kan demonstrere, at kampen trods alt ikke er resultatløs, mener Jourdan.

»Pressen er ivrig klakør og medspiller: Hvert rygte, hver hetz og hver syndebuk, der ofres for den rene sport, er en god historie«.

Om Michael Rasmussen er endt som offer for justitsmord og heksejagt, kan kun tiden vise. Måske er det sket i en højere sags tjeneste, selv om det for hovedpersonen selv vil være en meget ringe trøst.