Chancerne for at genvinde VM-titlen i Formel 1 er små, men Max Verstappen kæmper til det sidste.
Den hollandske Red Bull-kører vandt natten til søndag grandprixet i Las Vegas i USA foran Lando Norris (McLaren), der topper VM-stillingen.
Efter grandprixet begyndte det største drama dog, da McLaren-duoen Lando Norris og Oscar Piastri er diskvalificeret. Det oplyser Det Internationale Motorsportsforbund (FIA).
En planke under bilen havde ikke den påkrævede tykkelse ved en måling efter afslutningen på grandprixet. Det betyder, at bilen kan køre en anelse tættere på asfalten, end reglerne tillader.
- Vi undskylder til Lando og Oscar for de tabte point på et kritisk tidspunkt i sæsonen. Som hold undskylder vi også over for fans og partnere, siger McLaren-holdchef Andrea Stella til holdets hjemmeside.
- Der var ikke tale om et bevidst forsøg på at omgå reglerne, og vi undersøger årsagen til bilernes adfærd, siger McLaren-bossen.
De to McLaren-kørere mister deres point fra søndagens grandprix, og det skaber en tættere duel i toppen af regnskabet.
Max Verstappen lægger sig side om side med Oscar Piastri på andenpladsen. De to har 24 point op til Norris i front.
Der resterer to racerløb og et enkelt sprintløb i Formel 1-sæsonen.
Grandprixet i den amerikanske spilleby fik en dramatisk start, da Lando Norris allerede i første sving blev overhalet af Verstappen.
McLaren-køreren kom for langt ud i banen, og så kunne hollænderen smutte indenom.
Verstappen fastholdt føringen på de næste 50 omgange og krydsede målstregen med et forspring på 20,7 sekunder ned til Norris på andenpladsen. George Russell (Williams) blev nummer tre.
Lando Norris tager hjem fra Las Vegas uden et eneste point, men topper fortsat VM-stillingen med 390 point. Piastri og Verstappen er delt på andenpladsen med 366 point.
/ritzau/
