Mbappé får diagnosticeret en overstrækning af venstre knæ
Real Madrids lægestab har undersøgt Kylian Mbappé, efter at angriberen fredag udgik af landskamp for Frankrig.

Real Madrids lægestab har undersøgt Kylian Mbappé, efter at angriberen fredag udgik af landskamp for Frankrig.

Real Madrid-angriberen Kylian Mbappé har lavet en overstrækning af ledkapslen i sit venstre knæ.
Det oplyser den spanske fodboldklub på sin hjemmeside, efter at den franske landsholdsspiller lørdag er blevet undersøgt af klubbens lægestab.
Det fremgår ikke, hvor længe skaden vil holde Mbappé ude.
Ifølge nyhedsbureauet AFP venter der en pause på to uger eller mere.
Den 27-årige angriber udgik med en skade, da det franske landshold fredag på udebane besejrede Tyrkiet med 1-0 i Nations League.
Mbappé blev behandlet på banen i begyndelsen af anden halvleg, efter at han havde scoret det franske sejrsmål. Han forsøgte at spille videre, men satte sig hurtigt i græsset og blev udskiftet.
Frankrigs nytiltrådte landstræner, Zinedine Zidane, sagde efter kampen, at han ikke ville tage nogen chance med Kylian Mbappé.
Zidane ville derfor ikke benytte holdets største stjerne i Frankrigs tre næste kampe i Nations League hen over de næste ti dage.
Mandag møder Frankrig på udebane Belgien, inden franskmændene får besøg af Italien og Belgien 2. og 5. oktober.
Frankrigs Fodboldforbund meddelte senere, at Mbappé havde pådraget sig en seneskade i knæet, og at angriberen var sendt til Madrid for at blive undersøgt nærmere.
Real Madrids lægestab skriver lørdag, at Mbappés tilstand skal følges løbende.
Den spanske liga holder pause, mens der spilles kampe i Nations League. Det betyder, at Real Madrid først skal i aktion 10. oktober, hvor holdet møder Villarreal.
RITZAU