Maze tabte til klubkammerat

Den danske bordtennisspiller Michael Maze var plaget af rygsmerter, da han lørdag blev sendt ud af Russian Open af sin klubkammerat Damien Eloi.

Michael Maze er færdig ved Russian Open i St. Petersborg. Det skete, da Danmarks bedste bordtennisspiller lørdag tabte til sin klubkammerat fra franske Levallois, Damien Eloi, med 2-4 i ottendelsfinalen. Danskeren var undervejs plaget af de rygsmerter, som han allerede havde problemer med fredag.

- Han kunne desværre kun spille på 60 procent af sit normale niveau, og så var det svært. Kim Larsen (massøren, red.) havde tjekket ham og sagt, at det ikke kunne blive forværret. Derfor besluttede de også at prøve, og første sæt blev tabt med 9-11. En 2-0 føring kunne måske have givet Maze en sejr, sagde landstræner Peter Sartz efter kampen.

Selv om Michael Maze tabte første sæt, så fik han alligevel kæmpet sig tilbage og vandt andet sæt 15-13, inden Damien Eloi nappede de to følgende sæt. Maze skabte fornyet spænding ved at vinde femte sæt, inden franskmanden til sidst afgjorde sagerne.

Rygproblemerne betyder, at Peter Sartz har besluttet, at Michael Maze ikke deltager i de åbne østrigske mesterskaber i næste uge. Danskeren skal i stedet restituere.

/ritzau/