Den danske landsholdsspiller Andreas Christensen må nøjes med at se på, når FC Barcelona tirsdag aften får besøg af græske Olympiakos i Champions League.

Forsvarsspilleren er ikke en del af FC Barcelonas trup til kampen, fordi han er ramt af maveproblemer.

Det skriver fodboldklubben på X.

Tidligere tirsdag skrev klubben på sin hjemmeside, at Andreas Christensen var tvivlsom til kampen, efter at han udgik af mandagens træning.

Flere spanske medier overværede mandagens træning, hvor danskeren til en start deltog på lige fod med holdkammeraterne. Siden gik han mod omklædningsrummet, fordi han følte ubehag.

Så sent som i lørdags fik han cirka en halv time på banen, da Barcelona vandt 2-1 over Girona. Ugen forinden spillede han to gange 90 minutter for det danske landshold i sejrene over Belarus og Grækenland.

Brian Riemer udtager sit næste landshold 4. november. Inden da spiller Barcelona yderligere to kampe.

/ritzau/