Indonesisk badminton kan stå foran en stor skandale i optakten til årets individuelle VM.

Over for avisen The Straits Times bekræfter generalsekretæren i Det Indonesiske Badmintonforbund (PBSI), Ricky Soebagdja, at Det Internationale Badmintonforbund (BWF) har igangsat en undersøgelse.

Ifølge mediet og flere andre medier skyldes det mistanke om, at flere indonesiske spillere har forbrudt sig mod reglerne om matchfixing.

- PBSI er bekendt med, at BWF i øjeblikket gennemfører en uafhængig disciplinærundersøgelse af påståede brud på integritetsreglerne, som involverer flere indonesiske spillere.

- PBSI respekterer og støtter fuldt ud de procedurer, som BWF har iværksat som led i bestræbelserne på at beskytte badmintonens integritet, samtidig med at vi respekterer uafhængigheden af den igangværende proces, siger Soebagdja ifølge The Straits Times.

Mistanken har fået ekstra næring, da PBSI i løbet af juli har fjernet de to oprindeligt udtagne mixeddoublepar til VM og erstattet dem med to lavere rangerede par.

Jafar Hidayatullah og Felisha Pasaribu, nummer 13 på verdensranglisten, samt duoen Adnan Maulana og Indah Cahya Sari Jamil er uden årsag blevet taget ud af den indonesiske trup.

Matchfixing - eller forsøg på det - er ikke helt nyt i badminton. Doublespilleren Kim Astrup og den tidligere singlespiller Hans-Kristian Vittinghus har tidligere fortalt, at de blev tilbudt penge for at fixe en kamp.

Begge afslog og indberettede sagen til BWF, som man skal gøre.

Årets VM spilles fra 17. august i Indien.

RITZAU