Matchfixingorgan overtager sag om Sønderjyske-kamp

DIF's Matchfixing-sekretariat skal i første omgang afgøre, om sagen skal videre til DIFs Matchfixing-nævn.

FC Midtjylland scorede et sent mål mod Sønderjyske i søndagens kamp, der nu undersøges. Scanpix/Henning Bagger Fold sammen
Læs mere

Danmarks Idrætsforbunds (DIF) Matchfixing-sekretariat overtager nu sagen om en omdiskuteret kamp i Alka Superligaen mellem FC Midtjylland og Sønderjyske, som Fodboldens Disciplinærinstans i første omgang havde åbnet en sag om.

Det skriver DIF i en pressemeddelelse.

Matchfixing-sekretariatet skal i første omgang beslutte, om sagen om den omdiskuterede kamp skal indbringes for DIFs Matchfixingnævn.

Af samme årsag har Fodboldens Disciplinærinstans besluttet at sætte undersøgelserne af sagen i bero.

»Efter indledende overvejelser og drøftelser om sagen mellem Fodboldens Disciplinærinstans og DIFs Matchfixing-sekretariat er der enighed om, at sagen i første omgang skal vurderes i medfør af DIFs Matchfixing-lovregulativ.«

»Det skyldes, at sager, der potentielt vedrører manipulation af idrætskonkurrencer, eksempelvis bevidste nederlag, skal behandles efter de fælles regler i DIFs Matchfixing-lovregulativ,« skriver DIF.

Søndag vandt FC Midtjylland 2-1 over Sønderjyske på et sent mål, som gjorde, at Sønderjyske røg i en nedrykningspulje, der var mere fordelagtig for klubben, end hvis kampen var endt 1-1.

Fra klubbens officielle Twitter-profil var der flere opslag, der tydeligt udtrykte glæde ved FCMs sene scoring og det efterfølgende nederlag. Klubben trak dog senere sine tweets tilbage.

Mandag åbnede Fodboldens Disciplinærinstans officielt en sag mod Sønderjyske til sportschef Hans Jørgen Haysens overraskelse.

»Det er vi selvfølgelig ærgerlige, overraskede og skuffede over. Det siger sig selv, når man ikke føler, der er noget, der skal undersøges, ud fra hvordan vi ved, at den kamp er afviklet.«

»I alle kampe er der et eller andet, hvor vi gerne ville have haft, at spillerne gjorde noget på en måde i forhold til nogle ting i kampen,« sagde Haysen.

/ritzau/