Masters-titel til Eriksen og Lundgaard

Den danske double Jens Eriksen og Martin Lundgaard tog lørdag deres første og sidste Masters-titel med en sejr over malayierne Mohd Abdul Latif og Mohd Tazari.

Jens Eriksen/Martin Lundgaard vandt lørdag Copenhagen Masters i Falkoner Salen over Mohd Abdul Latif og Mohd Tazari fra Malaysia med 21-11, 21-17 efter en imponerende dansk fight.

Det var ikke til at se, at der er over 10 års aldersforskel mellem de to par, da de to danskere på 37 og 35 år var lynende hurtige på den blå bane.

Den aggressive danske spillestil kom bag på de to malayier, som tydeligt tabte første sæt. I andet sæt lagde Eriksen og Lundgaard lige så hårdt ud, men fik denne gang mere modstand fra Mohd Abdul Latif og Mohd Tazari, der tidligere havde slået de danske par Lars Paaske/Jonas Rasmussen og Mathias Boe/Carsten Mogensen ud af turneringen.

Det malaysiske par kom op på 10-9, men det danske par kom godt igen og fik med en imponerende indsats hevet sejren i land med 21-17.

Masters-sejren er den første og sidste for Jens Eriksen og Martin Lundgaard, der har meldt ud, at de stopper efter OL næste år.

/ritzau/