Doha. En del håbefulde marokkanske fodboldfans er onsdag blevet ramt af en slem skuffelse.

Det nationale marokkanske luftfartsselskab, Royal Air Maroc (RAM), har således måttet aflyse en del af sine planlagte særafgange til Qatar, hvor Marokko onsdag spiller semifinale mod Frankrig.

Ifølge RAM skyldes aflysningerne "restriktioner, som autoriteter i Qatar har indført", og Qatar Airways står desuden for driften af de ramte afgange.

RAM uddyber ikke, hvilke restriktioner man henviser til. Ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters drejer det sig om billetter til semifinalen.

RAM havde angiveligt lovet de marokkanske fans billetter til semifinalen, men har ikke kunnet leve op til løftet, hvilket har givet problemer med at komme ind i Qatar.

Hamad International Airport opfordrer ifølge AFP således fans til at blive væk fra begge de store lufthavne nær Doha, indtil de har en billet til kampen.

RAM annoncerede oprindeligt, at man ville sikre 30 særafgange med fodboldfans fra Marokko. Ifølge AFP ender det dog med, at 23 fly bliver sendt af sted.

/ritzau/