Markus Solbakken har været ude hele foråret med synsforstyrrelser på det ene øje som følge af en betændt synsnerve, der har forhindret ham i at spille fodbold.

Nu har den norske AGF-spiller fået diagnosen multipel sklerose, fortæller Solbakken til klubbens hjemmeside.

Her understreger han dog, at der ikke umiddelbart er nogen sammenhæng mellem betændelsen og diagnosen.

- Men det var i forbindelse med undersøgelserne af min synsforstyrrelse, at det blev konstateret, siger han til AGF's hjemmeside.

- På det tidspunkt - midt i sæsonen - ønskede jeg ikke at lade diagnosen tage fokus.

Multipel sklerose er en autoimmun sygdom, der påvirker centralnervesystemet og kan give forskellige symptomer i kroppen og hjernen.

Sygdommen forhindrer dog ikke Solbakken i at fortsætte fodboldkarrieren, og han melder sig allerede klar til næste sæson.

25-årige Markus Solbakken, der spillede sin seneste kamp for AGF i december, er søn af den norske landstræner og tidligere FC København-chef Ståle Solbakken.

Han har i denne sæson været med til at vinde det danske mesterskab med AGF og ser frem til de sidste fejringer med holdet, som sikrede guldet i sidste uge.

- Man bliver selvfølgelig forskrækket, og der går mange tanker gennem hovedet. Men jeg har fået god hjælp af alle omkring mig, både i klubben og privat, og det har selvfølgelig hjulpet meget, at lægerne giver mig grønt lys til at fortsætte karrieren, siger Markus Solbakken.

I et længere interview med norsk TV 2 fortæller Solbakken om den vinterdag i februar, hvor han fik beskeden om diagnosen.

- Jeg må indrømme, at da jeg fik beskeden, lå jeg i fosterstilling på sofaen og græd. Jeg var meget bange, siger han til det norske medie.

Men efterhånden som han lærte mere om diagnosen, blev han mere rolig. Kort fortalt har han en betændelse på synsnerven, skriver TV 2 Norge.

- Statistikken viser, at det for langt de fleste bliver helt godt igen, siger han selv.

I øjeblikket træner han fuldt ud med AGF, og symptomerne generer ham stort set ikke, når pulsen er lav.

- Men når pulsen stiger, bliver mit syn forværret, siger han.

Derfor er han endnu ikke vendt tilbage i kamp for AGF, som har været involveret i en intens guldkamp gennem foråret.

Ståle Solbakken har været meget stolt af sin søn under forløbet, fortæller han til TV 2 Norge.

- For mig har Markus været lidt af et unikum i den her periode. Ikke én eneste gang har han ringet og sagt: "Fandeme, far, det her klarer jeg ikke".

- Markus har ikke villet sige noget til nogen for ikke at forstyrre AGF's fokus. Det siger lidt om ham. I den her periode har hans positivitet været guld værd, siger den norske landstræner.

Solbakken kom til AGF fra Sparta Prag i 2025 og har siden spillet 14 kampe. Han står desuden noteret for én landskamp for Norge under sin far i 2023.

/ritzau/