Mark Strudal om Nicki Bille: Det gør mig trist til mode

Nicki Billes tidligere træner i Lyngby, Mark Strudal, forsøgte uden held at bringe angriberen på ret køl.

Nicki Bille blev tirsdag aften ramt af skud i sin lejlighed på Sluseholmen i København (arkivfoto). Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Det gør mig trist til mode og ked af det, men jeg har gjort alt, hvad der stod i min magt for at give Nicki en chance til - både som spiller og som menneske - men det lykkedes desværre ikke.«

Sådan siger Mark Strudal, der i flere omgange har været træner for den danske fodboldspiller Nicki Bille, til TV2 Sport.

Udtalelsen kommer, efter at Bille tirsdag aften blev ramt af skud i armen. En episode, der har resulteret i, at tre personer er sigtet for drabsforsøg.

Mark Strudal var med til at hente Nicki Bille til 1. divisionsklubben Lyngby i sommer.

Den 30-årige angriber var på daværende tidspunkt lige blevet løsladt fra fængsel, hvor han havde afsonet en voldsom, og Strudal gjorde Bille til sit projekt uden for banen.

Men tiden i Lyngby stoppede brat for Bille.

I oktober blev han anholdt på Strøget i København for at skabe uorden ved blandt andet at have hevet en pistollignende genstand op af lommen i forbindelse med et skænderi.

Det fik Lyngby til at ophæve angriberens kontrakt.

Kort før jul var Nicki Billes navn så igen at finde i mediernes overskrifter på grund af episoder uden for fodboldbanen. Denne gang havde han angiveligt overfaldet en dørmand på natklubben Level i København.

De mange episoder den seneste tid er ifølge Mark Strudal et tegn på, at Nicki Billes liv er på vej i den forkerte retning.

»Jeg havde et indtryk af, at Nickis mor gerne ville hjælpe sammen med hans søde kæreste, som han desværre ikke er sammen med mere.«

»Det er gode personligheder, som ville ham det godt, men der var for mange andre i hans miljø, som ikke hjalp Nicki, men tværtimod tog ham den forkerte vej.«

»Det gjorde det rigtig svært. Og den seneste episode viser jo tydeligt, at det går den helt forkerte vej for Nicki,« siger Strudal til TV2 Sport.

Ud over at have været cheftræner for Nicki Bille i Lyngby har Mark Strudal også været angrebstræner for Bille i FC Nordsjælland tilbage i 2009/2010-sæsonen.

/ritzau/