SailGP, der er sejlsportens svar på Formel 1, vendte fredag tilbage til Danmark, men bådene kom aldrig i aktion.

Manglende vind i København betød således, at arrangørerne måtte opgive at sætte gang i det første af tre planlagte heats fredag eftermiddag.

Det skriver SailGP på Twitter og takker alle de fremmødte og seerne derhjemme for deres tålmodighed.

I stedet er planen nu at gennemføre tre heats lørdag eftermiddag, hvor der gerne skulle komme mere gang i vinden, og afgøre grandprixet ud fra de point, som holdene samler i dem.

Normalt består et grandprix af fem heats og et finaleheat.

Det er anden gang, at Danmark er vært for et grandprix i SailGP.

I august sidste år var Aarhus vært, og her tog Australien sejren foran Japan og Storbritannien efter et par dage med blandede vindforhold, hvilket blandt andet betød en nedkortning af ruten.

Danmarks båd i SailGP debuterede i 2019 og har siden optjent lærepenge, som for tre uger siden udmøntede sig i den første podieplads i et grandprix, da det blev til en tredjeplads i Plymouth.

Australien, der er forsvarende mester, fører SailGP-serien med 29 point, mens Danmark er nummer fem med 20 point. I slutningen af sæsonen sejler de tre bedste i den samlede stilling om en million dollar i en altafgørende finale.

Grandprixet i København er nummer 4 af 11 i 2022/23-sæsonen.

/ritzau/