Den normale procedure er, at et fodboldforbund senest 60 dage inden en landskamp giver Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) besked om, hvor kampen skal spilles.

Men med under to måneder til, at de danske fodboldkvinder 5. juni tager imod Sverige i den næstsidste og potentielt afgørende VM-kvalifikationskamp, er det stadig ikke meldt ud, hvor kampen skal spilles.

Det har fået den svenske fangruppe Soft Hooligans til at sende et åbent brev, hvor de kritiserer Dansk Boldspil-Union (DBU) for håndteringen af det manglende spillested.

- Jeg har stor forståelse for de fans, som havde forventninger til os om, at det kunne vi selvfølgelig overholde. Vi har også de forventninger til os selv, siger DBU's direktør, Erik Brøgger Rasmussen.

Den simple årsag til det manglende spillested er, at DBU stadig ikke har en aftale om, hvor kampen skal spilles.

- Vi har ekstremt længe været i dialog med en lang række stadioner og kommuner. Men af en række årsager er det ikke lykkedes os at få landet en aftale.

- I juni er der pause for herrerne på grund af VM, og der skal samtlige baner stort set renoveres og have nyt græstæppe på. Det har været en udfordring.

- Vi kan ikke spille på alle stadioner i hele Danmark, fordi det skal opfylde nogle krav fra Uefa. Og de stadioner, vi så gerne ville have, der er ikke noget græs på, siger DBU-direktøren.

Frem til 2024 var Viborg Stadion fast hjemmebane, men siden da har fodboldkvinderne spillet flere steder i landet.

En fast base kunne til dels løse udfordringerne for fodboldkvinderne, men problematikken ville stadig kunne opstå, siger Erik Brøgger Rasmussen.

- Det pågældende stadion ville formentlig stadig være et herrestadion. Så ville man selvfølgelig kunne sige, at der skulle planlægges rundt om kvindelandsholdet et langt stykke af vejen.

- Men der ville ikke være en flerårsgaranti for, at der ikke var et eller andet, der dukkede op alligevel, fordi de endelige aftaler skal laves op mod de enkelte kampe, siger DBU-direktøren.

Han fortæller, at der er flere hensyn, der lægger til grund for, at man i disse år ikke har valgt at have en fast hjemmebane for fodboldkvinderne.

- Når vi laver analyser på, hvem det er, der kommer til kvindelandsholdets kampe, kan vi se, at vores fans ikke bevæger sig ret langt. Vi vil gerne gøre det her hold tilgængeligt for mange, så vi må komme til fansene.

- Derfor har vi bevidst været på mange forskellige stadioner for at give en fælles mulighed for at se kvindelandsholdet.

- Det har så gjort, at vi løbende skulle finde stadioner i stedet for at have en fast hjemmebane, siger Erik Brøgger Rasmussen.

I marts spillede kvindelandsholdet VM-kvalifikation foran 2800 tilskuere i Horsens, mens lørdagens kvalifikationskamp mod Italien skal spilles i Parken.

DBU håber senest fredag at kunne offentliggøre, hvor den potentielt afgørende kamp om VM-kvalifikation mod Sverige skal spilles.

/ritzau/