Manden overraskede Wozniacki: Fik helt særlig bryllupsgæst

En magisk weekend fik et helt særligt twist.

Og Caroline Wozniacki anede intet om det.

Den danske tennisstjerne blev i weekenden gift med kæresten gennem cirka fire år, den tidligere basketballspiller David Lee, og han havde sørget for en helt særlig overraskelse til sin hustru.

Foran 120 gæster havde David Lee arrangeret et musikalsk indslag i form af ingen ringere end Lukas Graham, der kom forbi og sang to sange til hende.

'Tak fordi vi måtte komme, David Lee og Caroline Wozniacki. Jeg vil aldrig glemme udtrykket i dit ansigt, da vi dukkede op,' skriver den danske popstjerne i en kommentar til Wozniackis billede.

Caroline Wozniacki og David Lees bryllupsweekend ser da også ud til at have været noget helt ud over det sædvanlige.

Brylluppet blev holdt på vingården Castiglion del Bosco i den italienske region Toscana.

Blandt gæsterne var der ifølge magasinet Vogue, der fuglte Caroline Wozniacki på bryllupsdagen, en række kendte NBA-stjerner som Pau Gasol og Harrison Barnes, mens flere af Caroline Wozniackis veninder fra WTA-touren også var der.

Det tæller blandt andre Serena Williams, Angelique Kerber og den nu pensionerede tennisspiller Agnieszka Radwanska.

Caroline Wozniacki blev viet i en kjole, der var lavet af designeren Oscar de la Renta, og den nåede at skabe en del debat på Vogues Instagram-side inden det kom frem, at det ikke var den 'færdige' udgave. Mere om det her.

Stifteren af privatflyvirksomheden Wheels Up, Miles Rogers, der er en ven af Wozniacki, har delt en række billeder fra bryllupsweekenden, som du kan se nederst i artiklen. Til billederne skriver han ganske simpelt:

'En i sandhed magisk weekend.'